Fortsæt til indhold

Bruden er vandret til Profil Optik

Arkiv
Arkiv

Siden slutningen af februar har en noget speciel dame prydet butiksfacaden hos Profil Optik, også kendt som Optikjær i Jernbanegade. Det drejer sig om den lokale kunstner Lene Madelung Brindals kunstværk, der forestiller en brud. Bruden, der af kunstneren kaldes for "Diana" har blandt andet røde øjne, en dukke i maven og et ur som hjerte. Værket har i følge butikschef Lise Wigard Hjorth skabt en del opmærksomhed i gaden.
"Vi har lagt mærke til, at forbipasserende stopper op og kigger på hende. Jeg synes, at det er sjovt, at bruge butiksfacaden til andre ting, end at udstille vores briller. Det skal vi selvfølgelig også gøre, men ind imellem er det sjovt, med noget helt anderledes. Når det så er en lokal kunstner, der vil bringe butikkerne sammen om noget kunst her i Jernbanegade, så er det helt sikkert noget, som jeg vil støtte op om", fortæller Lise Wigard Hjorth.
Bruden har stået flere forskellige steder i Jernbanegade, blandt andet på en Café og på Biblioteket.
Undervejs er der blevet lavet om på kunstværket. Eksempelvis blev der tilføjet en baby i maven på hende. Bruden har været længe undervejs og er blevet transformeret flere gange. Hun er derfor dukket op i forskellige afskygninger rundt omkring på Jernbanegade siden 2011.
Det er ikke første gang, at Profil Optik i Jernbanegade benytter butiksvinduet til andre ting, end at udstille briller. I tidens løb har børnehaver blandt andet også prydet udstillingen med klip og klister.