Vi rider stormen af
Rivegildet i Fællesbageriet bliver ikke så slemt alligevel, håber direktør i aktieselskabet, Tonny Mogensen.
Han var til informationsmøde i sidste uge, indkaldt af AKF Holding, der ønsker at købe sig til flere stemmer i bageriet ved hjælp af aktierne.
Det vil AKF Holding gøre ved at tilbyde aktionærer 10.000 kroner for 30 kroners aktier. På mødet blev tilbuddet forklaret nærmere.
Her mødte, foruden Tonny Mogensen og hustru, 14 andre aktionærer op.
Tror på fiasko
- Med de mange kræfter, der er lagt i det her, tror jeg ikke, det var nogen succes, fortæller direktøren.
Han så til sin lettelse, at kun fire eller fem personer skrev under på et stykke papir, som kunne være en aktieoverdragelse.
- Selvfølgelig kan man også sælge over nettet, men det tror jeg ikke, mange har gjort.
Kampvalg
Med AKF's flere stemmer tror Tonny Mogensen, at der bliver kampvalg, når der er generalforsamling i Fællesbageriet 15. april.
- Jeg er sikker på, at direktør i AKF, Ino Dimsits, stiller flere op til valg i bestyrelsen. Men det gør vi også, siger Tonny Mogensen.
Ino Dimsits beskylder ledelsen i bageriet for nepotisme, dårlig omgang med penge og elendig ledelse. Han vil med flere folk i bestyrelsen have mulighed for at få mere indflydelse.
Fællesbageriet ejer en række huse i Roskilde og i tilfælde af salg, er det godt for 70 mio. kroner.