Tulipaner hjælper mod misbrug
Virksomhederne i en stor del af Varde kommune bakkede flot op om aktiviteten mod misbrug, som Lions Club Varde gennemførte i uge 12
"I mange af områdets butikker, kontorer og institutioner signalerede de smukke tulipanbuketter, at man støttede kampagnen og dermed også synliggjorde, at man havde en holdning til misbrug," fortæller præsidenten for Lions Club Varde, Børge Lauridsen.
"Vi solgte 716 buketter, hvilket kun er syv buketter færre end i 2012, hvorfor overskuddet også er på samme niveau (ca. kr. 54.000) som i 2012," fortæller Børge Lauridsen, som også er ansvarlig for klubbens Tulipanaktivitet.
"Overskuddet er øremærket vort misbrugsforebyggende arbejde i Varde Kommune, bl. a. til en fortsættelse af projekt "Du vælger selv" for 7. klasserne. Det gennemføres igen i foråret 2014 i samarbejde med Lions Club Ølgod, skolerne, Ungdoms-skolen og SSP, Center for Sundhedsfremme og (forhåbentlig) Varde Kaserne," slutter Børge Lauridsen, og retter samtidig en varm tak til virksomhederne for den store opbakning.