Fortsæt til indhold

Ren win-win

Sønderjyske virksomheder er vilde med at bruge højtuddannede studerende til et praktikforløb, mens de unge suger til sig af praktisk erfaring

Arkiv
Mette Henriksen

Er du universitetsstuderende, og kunne du tænke dig at snuse lidt til den virkelige verden ude i erhvervslivet, så er der netop nu rig mulighed for det. I lokalområdet er der nemlig ikke mindre end 14 virksomheder, som står klar med en praktikplads til netop højtuddannede studerende.
Opgaverne spænder vidt fra project development, praktik som direktionsassistent, udarbejdelse af et politisk manifest samt ikke mindst en række markedsførings- og kommunikationsopgaver.
"Den studerende skal være relativt selvkørende, samt kunne formidle og kommunikere klart. Det er også sandsynligt, at der i virksomheden viser sig at være andre opgaver, end den stillede, hvor den studerendes viden kan bidrage til virksomhedens udvikling," fortæller Anita Andersen, projektleder hos Erhvervenes Hus i Aabenraa.
"Begge parter vil uden tvivl opnå det bedste resultat, hvis der afsættes perioder, hvor den studerende kan være hos virksomheden og få indblik i deres dagligdag - så opgavens konklusion bliver så realistisk som muligt, da det er netop meningen at det der laves for virksomhederne, skal realiseres," uddyber Anita Andersen og understreger, at opgaverne er ulønnede.
Er du selv blevet inspireret, og har du lyst til at samarbejde med en studerende eller ledig højt uddannet så kontakt Anita Andersen, projektleder hos Erhvervenes Hus i Aabenraa.