Fortsæt til indhold

A2Sea rejser nu også havmøller i Legoland

Fredericia-virksomheden viser deres nye milliard-skib frem i Billund-parkens miniland. Og i Esbjerg havn

Arkiv
Peter Friis Autzen

Fremover kan gæster i Legoland studere Fredericia-virksomheden A2Seas seneste milliardinvestering, skibet Sea Installer.
A2Sea lever af at installere havvindmøller. Og til det formål har de for nylig udvidet flåden med to nye specialskibe til en stykpris på knap en milliard kroner. Det ene af disse skibe er nu konstrueret i en næsten tre meter lang Lego-model, der er monteret i parkens miniland.
Kommunikationschef hos A2Sea, Mette Nørvad Niess, er glad.
"Vi vil jo gerne vise folk, hvad vi laver, og hvad vi kan. Og det kan man i høj grad gøre i Legoland," siger hun.

75 kilo klodser

Den nybyggede model af Sea Installer vejer 75 kilo. Den er 290 centimeter lang, 190 centimeter høj og 85 centimeter bred.
"Det har taget to professionelle modelbyggere 435 timer at bygge den. Og det er sket i samarbejde med de af vores folk, der var med til at konstruere det virkelige skib. Så alt er korrekt dimensioneret," siger Mette Nørvad Niess.
Hun glæder sig til at se folks reaktion på det usædvanlig skib.
"Modellen står med sine ben på havbunden. På den måde kan oplevelsen være med til at lære både børn og voksne noget om, hvordan havmølleparker bliver til. Det leg- og læring-element er Legoland rigtig gode til. Og det glæder vi os over at være blevet en del af," siger kommunikationschefen.

Detaljerne på dækket er på plads og korrekt dimensioneret.

Markedsføring

Legoskibet er også en markedsføringsinvestering for A2Sea. Mette Jørvad Niess vil ikke oplyse, hvor meget selskabet betaler for at blive en del af Legoland-oplevelsen.
"Men investeringen er god. Dels fordi det er med til at styrke kulturen i vores virksomhed. Og dels fordi vi gerne vil gøre vores navn mere kendt blandt danskerne. Og endelig fordi det kan være med til at skaffe os nye ordrer," siger hun.
"Lego-skibet indgår i den del af miniland, der udstiller havvindmøller og den øvrige energiindustri. Den er vi en del af, og derfor skal vi være med der også. Og endelig har parken mange gæster fra lande, der i de kommende år vi investere stort i havvindmøller. For eksempel fra Kina. Derfor er det en god idé at brande os dér," siger Mette Jørvad Niess.

"Vi er stolte af vores skibe og vil gerne vise dem frem."

Mette Nørvad Niess A2Sea

Det virkelige skib kan i denne tid ses i Esbjerg Havn. Foto: A2Sea
Mette Nørvad Niess, kommunikationschef hos A2Sea.