Fortsæt til indhold

Havhingsten stryger til søs

Havhingstens eget bådelaug har forberedt det store krigsskib til togt i kølvandet af Sjællands historie

Arkiv
Arkiv

På lørdag klokken 11.30 bliver et af Vikingeskibsmuseets vartegn, ‘Havhingsten’, søsat og skal i gang med sommerens togt.
I lighed med museets øvrige sejlende rekonstruktioner har det store krigsskib fra Skuldelev nu fået sit eget bådelaug af frivillige, der sammen med museets bådebyggere har brugt mange timer på at gøre det klart.
For alle disse roskildensere, som arbejder hårdt og gratis, er søsætningen noget af et højdepunkt, hvor sliddet med at reparere, male og tjære så er klaret.

Da Danmark blev til

Havhingstens togt denne sommer går til Orø, Rørvig, Kalundborg og Korsør fra 20. Til 31. Juli.
Turen er en del af et større kulturhistorisk oplevelses-projekt, der skal synliggøre, ‘hvordan Danmark blev til - fra vikingekonger til Valdemarerne’, som sammen med biskop Absalon i Roskilde skabte en stormagtstid.
Projektet gennemføres sammen med Kulturregion Midt- og Vestsjælland for at øge kendskabet til Sjællands særlige historie. Målet er at gøre Sjælland til et førende sted indenfor oplevelses-økonomi, når det handler om Vikingetid og Middelalder.
Her vil Roskilde med sit museum for vikingeskibe og domkirken, der er højdepunktet af nordisk magtudfoldelse fra kirken blive et naturligt centrum.

Livet på havnen

Undervejs gennemføres en række aktiviteter, der kan demonstrere, hvordan livet formede sig på en havn tilbage i Vikingetiden og Middelalderen, lige fra år 750 og op til 1250.
I denne periode var det først sædvane at vælge landets konge på et stort ting ved udløbet af Roskilde Fjord, og senere kom der vigtige borge rundt om, f.eks. ved Kalundborg og Korsør.
Efter sidstnævnte destination sætter Havhingsten kursen mod endnu ukendte destinationer.