Fortsæt til indhold

Slutspillet skal fejres med sejr mod Tvis

Selvom SønderjyskE er sikret en plads i slutspillet går holdet efter godt resultat mod Team Tvis onsdag aften iSkansen

Arkiv
Mikkel Hansen

Med en billet til slutspillet i lommen er onsdagens kamp mod top Team Tvis Holstebro i Broager Sparekasse Skansen pludselig blevet mindre vigtig.
Det er sidste kamp i den ordinære sæson, og SønderjyskE er på forhånd sikret mindst en ottendeplads, men et godt resultat kan holdet bevare den nuværende syvende plads.
"Vi går ind til kampen for vinde og tage syvendepladsen. Jeg håber, at det sker i en fyldt Skansen, så vi kan fejre slutspilspladsen med det publikum, der har støttet os hele vejen," siger SønderjyskE-træner Morten Henriksen.
I de to holds første opgør leverede SønderjyskE overraskelsen og vandt 30-25 i Holstebro.
"I den kamp lykkedes vores angreb rigtig godt, og de gav også Mikkel Ibsen meget plads. Siden har de fået Jakob Green tilbage fra en skadespause, og jeg forventer, at de laver nogle defensive ændringer til onsdagens kamp. Omvendt skal vi være skarpe i vores forsvar, hvis vi vil have noget med fra kampen," siger Morten Henriksen.
SønderjyskE har haft en del spillere ude med skader, men det begynder at lysne. Således var Mikkel Ibsen med i fredagens kamp mod Skive. Trætte og småskadede spillere vil dog sikkert bliver sparet mod Team Tvis, da slutspillet begynder allerede i næste uge med kampe onsdag og lørdag/søndag.
Blandt de største profiler hos Team Tvis er højre backen Mads Christiansen og højrefløjen Patrick Wiesmach, men holdet er godt besat på alle pladser.
Gæsterne har på papiret ikke noget at spille for, da holdet uanset resultaterne i sidste spillerunde bliver nummer fem i ligaen.
I kampen mod Team Tvis får publikum også mulighed for at hilse på en ny SønderjyskE-spiller. Tvis-målmand Anders Petersen, der stammer fra Gråsten, skifter nemlig til sønderjyderne efter denne sæson.