Fortsæt til indhold

Joy skal redde S i Roskilde

Midt i skuffelsen over regeringen satser partiet nu på at genvinde borgmester-posten

Arkiv
Arkiv

Mens socialdemokraterne i Roskilde er skuffede og uforstående overfor deres egen regering, satser partiet nu på, at borgmester Joy Mogensen kan genvinde flertallet i byrådet ved efterårets kommunevalg.
Den konklusion kom tydeligt frem i beretningen fra formand Henning Sørensen og i den efterfølgende diskussion blandt de 70 deltagere i generalforsamlingen lørdag i DUI-huset på Havnevej.
- Regeringens udspil indeholder da også gode argumenter. Men der er afgjort plads til forbedringer, når det gælder om at forklare baggrunden for disse forslag, sagde Henning Sørensen og glædede sig i stedet over den lokalpolitiske situation:
- Heldigvis støtter vælgerne i Roskilde i stort omfang vores borgmester og parti, viste en nylig opinions-undersøgelse. Dermed belønner de den store indsats, som Joy og vores byrådsgruppe har udført. Nu gælder det så om, at fortsætte den gode udvikling i kommunen, der også går i den retning, vi ønsker som parti.
Henning Sørensen var tilfreds med, at partiet har fået en alsidig liste med kandidater i alle aldre og med forskellig baggrund til efterårets valg.
- Nu har vi gode chancer for at få genvalgt Joy og mange medlemmer i byrådet. Det er vores centrale mål, som vi skal koncentrere kræfterne om i den kommende periode, fastslog S-formanden.

Forsvarer p-forlig

I sin beretning om byrådsgruppens arbejde forsvarede borgmesteren det nylige p-forlig med Venstre.
Her valgte S ikke at bruge et stort flertal, der var sammen med SF, R, og K om en ny p-plan, der byggede på et oplæg fra byens handelsliv. I stedet blev det til en aftale med VKR, som udskyder betalt parkering foreløbig, mens forskellige muligheder undersøges.
- Betalt parkering er ikke en socialdemokratisk mærkesag, som er værd at gennemtvinge uden et bredt forlig, hvor Venstre også er med.
- Derimod var vi klar til at bruge et 'mindre flertal' uden V, da byrådets flertal før jul gennemførte en 'lokal akut-pakke' til 5 mio. kroner for at hjælpe langtidsledige, der trues med at miste deres eksistensgrundlag, når deres dagpenge holder op.
- Her drejede det sig om at redde familier fra fallit, og så var der ingen grund til at vente på Venstre, forklarede Joy Mogensen.
tk