Lis er omrejsende Status Quo-fan
Det hele begyndte i silende regn i Jelling 1995. Siden har Lis Mindested været til 76 koncerter med det engelske rockorkester
Lynet slog ned, dengang i 1995, hvor Status Quo spillede på Jelling Musikfestival.
I mere end én forstand: Det tordnede, og de engelske drenges manager frygtede, at det var farligt at spille koncerten efter et lynnedslag.
"Thank you for staying in the pissing rain!", lød det fra scenen til det standhaftige, mudderindsmurte publikum.
Et godt stykke nede på pladsen stod 40-årige Lis Mindested. Og hun blev ramt af lynet. I overført forstand.
Det var hendes første live-oplevelse af Status Quo. Men det blev ikke den sidste. Så langt, langt fra.
Efter skoletid
Første gang, Lis Mindested hørte Status Quos musik, var i 1969.
"Jeg var 14 år og sad og lavede mine lektier, mens jeg hørte Jørgen Mylius i radioen. Han spillede "Pictures of Match Stick Men". Jeg gik meget op i musik og sad tit ved radioen for at optage det med min spolebåndoptager. Og jeg lagde straks mærke med til Status Quo. Men uden at dyrke dem mere end alt andet musik", siger Lis.
Hun sidder ved køkkenbordet i Skærup og fortæller, mens Status Quos seneste album kan høres fra køkkenets cd-afspiller.
Selvom interessen var der allerede i 1969, skulle der gå 16 år, før Lis for første gang stod foran en scene for at opleve Status Quo live.
"Jeg havde slet ikke tænkt på, at jeg kunne få dem at se. Siden fandt jeg ud af, at de jo faktisk havde spillet rigtig mange gange i Danmark. Det vidste jeg bare ikke", siger hun og griner.
Seks gange om året
Siden 1995 har Lis været til 76 Status Quo-koncerter. Og hun rejser gerne for at høre sin idoler.
"Første gang, vi rejste til udlandet, var i 2006. De spillede i Birmingham. Og det gik op for os, at den slags rejser faktisk er ret enkle og ubesværede. Så det har vi gjort mange gange siden", siger hun.
Med "vi" refererer hun til, at hun som regel følges med andre Status Quo-fans. Nogle gange nogle få stykker. Andre gange i større selskaber. Meget ofte i selskab med svogeren, Ole.
"Nogle gange rejser jeg for at opleve én koncert. Andre gange snupper jeg et par stykker ad gangen", siger Lis.
I gennemsnit stor hun rækværket foran scenen seks gange om året.
"Mine kolleger undrer sig, når jeg skal af sted igen", siger hun.
Møder idolerne
Lis har flere gange mødt de fem medlemmer af Status Quo.
"Første gang var en såkaldt "meet n' greet", hvor en større fanflok hilste på dem i forbindelse med en koncert i Århus. Siden har vi hilst på hinanden flere gange, hvor vi tilfældigt er stødt på hinanden på hotellet. Vi har sågar oplevet at slæbe grej for dem, da vi fulgte deres turné i Finland", siger hun og griner.
"De er altid venlige og søde. De stiller både op til billeder og skriver autografer. Rossi er dog lidt mere sky end de andre", siger hun - og konstaterer, at hun glæder sig til den næste koncert.
Billetten er allerede købt.
"Hvad søren skal jeg gøre, når de en dag stopper. Så må jeg nøjes med kopi-orkestrene. Men dem er der heldigvis også mange gode af."
Lis Mindested
Status Quo-fan
"Status Quo har en meget tættere og mere ærlig kontakt med publikum. Det må næsten være det, der gør det. Det er i hvert fald ikke teksterne."
Lis Mindested
Status Quo-fan