På job - trods kræft
En gruppe sygemeldte borgere kan nu deltage i forløb med kræftrehabilitering i kommunens sundhedscenter
Kræftsyge med brystkræft, prostatakræft, livmoderkræft eller livmoderhalskræft kan nu tilmelde sig et forløb på Jobcenter Aabenraa, hvor man får særlig støtte til at leve med sin kræftsygdom, så man får mulighed for at opretholde sin tilknytning til arbejdsmarkedet.
Kræftrehabiliteringsindsatsen starter med en indledende samtale, som danner baggrund for tilrettelæggelsen af et forløb, der passer til den enkelte kræftsyges behov og ønsker. Det kan for eksempel indeholde fysisk træning 2 gange om ugen. Det kan også indeholde et samtaleforløb, "Hverdag med Kræft", der omhandler emner som: Hvordan tackler jeg senfølger af min kræftsygdom, hvordan tackler jeg en ændret hverdag, og hvilken mad har min krop behov for? Derudover kan forløbet indeholde individuel diætvejledning, mindfullness, praktisk madlavning samt vægtstop- og rygestopkursus.
"Vi arbejder løbende på at udbygge samarbejdet på tværs af fagområder i kommunen blandt andet mellem beskæftigelses- og sundhedsområdet, og jeg synes, det her projekt er et spændende eksempel på, hvad det kan medføre. Vi håber, at mange af de borgere, der har de fire kræftdiagnoser, vil deltage, så de bliver styrket til at komme igennem deres rehabiliteringsforløb," siger formand for Sundhedsudvalget Karsten Meyer Olesen.
Formand for Arbejdsmarkedsudvalget Jan Toft Jensen har også forventninger til forløbet:
Formålet er at hjælpe borgerne i deres rehabiliteringsforløb og forhåbentlig bidrage til at øge deres livskvalitet undervejs. Derudover handler det om at hjælpe kræftramte borgere hurtigere tilbage til arbejdsmarkedet, så de ikke risikerer at miste tilknytningen, påpeger han.
Jan Toft Jensen forklarer, at forløbet i første omgang er forbeholdt de fire nævnte diagnoser, fordi personer med disse diagnoser vurderes at have det største potentiale for at opfylde formålet.
"På baggrund af projektets evaluering vil vi vurdere, om vi har ramt rigtigt, og om vi eventuelt kan bruge erfaringer fra andre kommuner til at udvide målgruppen," forklarer arbejdsmarkedsudvalgsformanden.