Skovklang på Harmonien
Jagthornsblæsere var til duelighedsprøve på Harmonien i Haderslev
Jagthorn hører i folks øjne vel hjemme i naturen, men forleden var de rykket indenfor. I den store sal på Harmonien. 175 blæsere stillede op til duelighedsprøven. Nogle spillede på det lille horn. Nogle spillede på det store. Alle spillede for duelighed, men også for at vinde i grupperne guld, sølv eller bronze. Alle blæsere gav deres ypperste, og solomusikere eller grupper blev dagen igennem retfærdigt og godt vurderet af to særdeles kompetente dommere.
Duelighedsprøven var arrangeret af Hertug Hans Blæserne fra Haderslev, som selv stillede op i gruppeafdelingen. Her spiller man med små horn, som skal have næsen mod sky. Tilsvarende er der også større instrumenter, som holdes langs siden. I samklang. Smukt lyder det. Det gør soloblæserne til gengæld også. Jagtsignalerne omkring byttet stod flot i Harmoniens store sal. I øvrigt var fire af signalerne bestemt af dommerne, og for en tilskuer lød de ikke alle enkle. Til gengæld måtte soloblæseren eller gruppen vælge det femte efter eget valg.
Til en duelighedsprøve i jagthornsblæsning er det naturligt, at blæserne stiller op i en eller anden form for jagtrelaterede dragter.
?Sådan gør vi som regel," fortæller Hans Gram fra Hertug Hans Blæserne, ?men det er ganske frivilligt. Til gengæld så styrker fælles dragt selvtilliden," storgriner han.
Som ganske ung blæser var Rasmus Nissen også klar til duelighedsprøven. Han har med sine blot fjorten år spillet sammen med Hertug Hans Blæserne et års tid.
?Jeg nyder virkeligt at spille jagthorn," fortæller en alvorsfuld Rasmus Nissen. ?Jeg har været i konkurrence. Lidt nervøs til at starte med, men så gik det," fortæller han lettet.
Duelighedsprøven blev fornemt bakket op ikke blot som publikum i salen, men sandeligt også i forhallen, Tema: Naturligvis - jagt.