Genbrugspladserne i Oksbøl og Varde skal renoveres
I løbet af 2013 skal genbrugspladserne i Varde og Oksbøl renoveres, så de i højere grad tilgodeser kundernes behov og medarbejdernes arbejdsvilkår. Derfor er Varde Forsyning A/S nu gået i gang med at se på, hvordan fremtidens genbrugspladser ser ud.
Genbrugspladsen skal være et rart sted at komme – den skal være overskuelig og det skal være let at komme af med genanvendeligt affald. Formålet skal være at få flest mulige til at komme med genanvendeligt affald, så det kan blive genbrugt til gavn for vores fælles miljø. Samtidig skal det være et godt sted at arbejde. Glade medarbejdere skaber nemlig den bedste kundetilfredshed. Sådan lyder hovedoverskrifterne hos Varde Forsyning A/S, når talen falder på fremtidens genbrugsplads.
"Da vi sidste år spurgte kunderne, hvad de lagde mest vægt på ved genbrugspladsen, var det ikke pæne containere, men en god service. Derfor skal vi sørge for, at vores medarbejdere er tilfredse med deres arbejdsplads, for det smitter af på vores kunder," siger Svend Clausen, AffaldVarmechef ved Varde Forsyning A/S.
Fremtidssikrede genbrugspladser
Det er ikke ofte, man renoverer en genbrugsplads – i Varde er det faktisk 21 år siden, den blev anlagt. Derfor trænger den til at blive renoveret, så den kan kapere et stigende antal kunder og leve op til fremtidige miljøkrav. "Samtidig tyder alt på, at der kommer mere genanvendeligt affald i takt med, at der opfindes nye metoder indenfor genbrug. Derfor skal de nye pladser også være klar til at kunne rumme flere containere og flere kunder.
Når kunderne er så gode til at komme med deres genanvendelige affald, skal genbrugspladsen være rustet til at modtage det. I vores kommune er kunderne rigtig gode til at genbruge, og det må vi støtte op omkring," fortæller Svend Clausen.
I Oksbøl bliver genbrugspladsen udvidet, så den kan klare flere kunder. Den lille genbrugsplads i Blåvand lukkede ved nytår, og kunderne herfra skal til Oksbøl med store ting og haveaffald. Derudover skal der laves bedre forhold for sortering og opbevaring af farligt affald, så det lever op til fremtidens miljøkrav.
I tråd med affaldsplanen
I maj 2012 godkendte Varde Byråd den nye affaldsplan for 2013-2018. Dette styringsværktøj har muliggjort, at Varde Forsyning A/S nu kan foretage langsigtede investeringer til gavn for kunderne.
"Affaldsplanen er en langsigtet guide til os, som vi kan navigere ud fra både i hverdagen, men i høj grad også på det strategiske niveau. Heri kan vi læse, at vi skal levere moderne genbrugspladser, der leverer en høj service overfor borgerne og høj kvalitet af affald til genanvendelse," fortæller Preben Friis-Hauge (V), bestyrelsesformand hos Varde Forsyning A/S.
"Vores nye genbrugspladser bliver fine eksempler på, hvordan vi kan opfylde Varde kommunes vision på affaldsområdet, samtidig med vi holder kundernes behov i fokus. Genbrugspladsen skal jo være en hjælp til vores kunder, så de kan komme af med deres genanvendelige affald."