Fortsæt til indhold

Fredericia skal have et superteater

Jane Findahl er formand for Fredericia Teater. Hun drømmer om et kulturelt fyrtårn på FredericiaC med teater, erhvervsarbejdspladser og uddannelse

Arkiv
Peter Friis Autzen

Fredericia står med en enestående chance. Den skal gribes, mener Jane Findahl.
Ud over at være byrådsmedlem og borgmesterkandidat for SF er hun bestyrelsesformand hos Fredericia Teater. Det er med dén kasket på, hun udtaler sig her.
"Jeg ser for mig, at FredericiaC-området inden for de næste fem år kommer til at rumme et kulturelt fyrtårn. Et sted, hvor det fantastiske teater kan fortsætte sin udvikling. Et sted, hvor det fantastiske musicalakademi kan fortsætte sin udvikling. Et sted, hvor udviklingen af nye teknikker indenfor teaterformidling og it kan udvikles i samarbejde med lokale erhvervsvirksomheder," siger Jane Findahl.
Også musical-"rugekassen" Uterus skal have til huse i det nye superteater, der dermed vil samle de kræfter, der uddanner, udvikler, skriver og præsenterer musicals. Og uddanner nye performere til genren.
"Huset skal også rumme for eksempel et hotel og konferencecenter. Og publikum skal have mulighed for at opleve performernes træning og deres prøver, mens de forbereder kommende forestillinger," siger Jane Findahl.

Jane Findahl forestiller sig et kulturelt fyrtårn, der gavner de kulturelle udbud og uddannelser, men også gavner erhvervslivet og det lokale arbejdsmarked.

Drøm eller virkelighed?

Jane Findahl erkender, at drømmen rager højt.
Hvad vil det koste, og hvem skal betale?

"Det ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke, hvordan det skal se ud, eller hvor på FredericiaC det skal ligge," siger hun. Men hun mener ikke, at hullerne svækker visionsens værdi.
"Alt starter med en vision. Og den har vi i teatrets bestyrelse. Nu skal vi så bare ?sælge? visionen til blandt andre byrådet. Bagefter skal alle trække på alt, hvad de har af netværk for at få det her op at stå," siger hun.
Også det lokale erhvervsliv skal involveres. Det skal ifølge Jane Findahl være en meget stor spiller.
"Projektet er i høj grad et erhvervs-projekt. Jeg kan for eksempel nemt forestille mig, at lokale erhvervskræfter kan se en interesse i at være med til at etablere et hotel- og konferencecenter i tilknytning til sådan et sted. Og forskningsdelen, hvor der skal udvikles nye teknologier, er i høj grad med sigte på erhvervsfremme. Der ligger udviklingsmuligheder, vi slet ikke kan forestille os," siger hun.
Hun mener også, at superteatret vil kunne bruges i undervisningssammenhænge.
"Vi ved, at musical-projekter stimulerer deltagernes selvtillid og kreativitet. Og den teknologiske læring fremmes også. Det har vi blandt andet set, da Korskærparkens beboere udviklede en stor musical sidste år," siger Jane Findahl, som afviser, at superteatret kun vil være for den kulturelle elite.

Helt naturligt

Jane Findahl mener, at visionene er i naturlig forlængelse af Fredericias "dna".
"Fredericia har altid været god til at udvikle på ting og evner, vi har i forvejen. Se for eksempel på Gasværksgrunden, FredericiaC, Længst Muligt i Eget Liv og DanmarkC. Altsammen noget, der er opstået ud af noget, der var her i forvejen. Sådan skal vi også gøre med det musical-gen, byen har fået. Vi skal udvikle det til noget endnu større. Vi skal have det til at sparke endnu mere røv, end det allerede gør. Og vi skal gøre det nu," siger hun.
Hun forestiller sig, at visionen kan konkretiseres allerede i år - inden kommunalvalget til november.