Fortsæt til indhold

Køge viser flaget til fordel for kræftforskningen

Arkiv
Arkiv

KØGE: Kræftens Bekæmpelse står for omkring halvdelen af den ikke kommercielle kræftforskning i Danmark. Foreningen forsker for cirka 250 millioner kroner om året. Til landsindsamlingen søndag den 7. april vil Køge give sit bidrag til at styrke forskningen.
Sidste år var der 293 indsamlere i Køge til Kræftens Bekæmpelses landsindsamling. De indsamlede 352.000 kroner til kampen mod kræft. Igen i år får alle indsamlere udleveret et lille flag, hvor de kan skrive deres egen grund til at samle ind og sætte flaget på tøjet eller tasken under indsamlingen.
- Jeg håber vi kan blive mindst lige så mange indsamlere i år og at rigtigt mange vil benytte lejligheden til at vise flaget. Hvert år bliver flere end 36.000 danskere ramt af kræft. Det er næsten 100 nye tilfælde hver dag. Derfor er det så vigtigt at forske i både nye behandlingsmetoder og i årsagerne til kræft, så vi kan nå hen mod, at færre bliver ramt af den frygtelige sygdom, siger Guri Bøtting som er indsamlingsleder for Kræftens Bekæmpelse i Køge.
Kræftens Bekæmpelse opbevarer vævs- og blodprøver fra 57.000 danskere. Prøverne er indsamlet mellem 1993 og 1997 og er en af verdens største befolkningsundersøgelser. Sammen med Danmarks meget grundige cpr-register og cancerregister giver de mange vævsprøver forskerne en uvurderlig viden om, hvad der er årsagerne til kræft.
Kræftens Bekæmpelses forskning vurderes meget højt i det internationale forskningsmiljø. En international undersøgelse fra 2010 af verdens 3.042 mest citerede forskningsinstitutioner placerer Kræftens Bekæmpelse helt oppe som nummer 29 i verden – og som den suverænt bedste i Danmark og i Norden.
- De flotte forskningsresultater styrker vores lyst til at lave en rigtig flot landsindsamling her i Køge. Tænk, hvis vi engang kan sige til vores børnebørn, at vi var med til at skabe grundlaget for et stort gennembrud i kampen mod kræft. Det ville være skønt, siger Guri bøtting.
Meld dig som indsamler på 7024 2013 eller gå ind på indsamling.dk.
pm