Fortsæt til indhold

Kunsten sti’er

Snæversti og kunstudstilling i Palæfløjen åbner samtidig

Arkiv
Jan Partoft

Foto: Erling J. Pedersen
Renoveringen af Snæversti er snart overstået og når afspærringerne forsvinder fra stiens ender i Algade og Læderstræde, så venter der en kunstoplevelse.
Tissehakket ved Algade-enden er forsvundet og langs Inspiration er der sat kunst og udstillingsvitriner på muren. Vitrinerne er kun synlige i dagtimerne, om aftenen og natten bliver de dækket af et jalousi, der er udsmykket af kunstneren Poul Janus Ipsen.
- Det er en helt fin ide at bruge kunsten på den måde, siger Poul Janus Ipsen.
- Da jeg fik opgaven lød beskeden på, at jeg bare kunne klippe nogle malerier sammen, med det ville jeg ikke.
- Jeg ville lave en seriøs løsning, der passer til stedet.
Det var ikke nogen nem opgave, for som navnet Snæversti siger, så er stien smal og det betyder, at kunsten ikke kan betragtes på afstand, men på langs. Poul Janus Ipsens værk er da også fem meter langt og tre meter højt. Det bliver så suppleret med en frise på 27 meters længde, hvor man kan se farvelagte billeder fra det gamle Roskilde.
Når vitrinene er synlige kan man se udstillinger fra museer og foreninger. Som det første kan man en udstilling Roskilde Kunstforening står bag. Her kan man se og læse mere om kunstneren Poul Janus Ipsens værker. Han er nemlig også udstillingsaktuel i kunstforeningens lokaler i Palæfløjen.
- Vi har koordineret med Gågadernes Vejlaug, der står bag udsmykningen i Snæversti, om udstillingen og åbningen af stien, siger Jens Pedersen, der er formand for Roskilde Kunstforening.
- Det bliver en dobbeltbegivenhed. Sti og udstilling åbner 4. april. Først stien klokken 16, hvor borgmester Joy Mogensen klipper snoren, og klokken 17 er det udstillingen i Palæfløjen, der bliver åbnet af kulturformand Birgit Pedersen.

jp@roskildeavis.dk

Frisen her er også en del af den nye udsmykning i Snæversti. Det er fotografier fra det gamle Roskilde, der er blevet farvelagt.
Poul Janus Ipsen, der ses bag kunstværket, er fra 4. april udstillingsaktuel hos Roskilde Kunstforening i Palæfløjen. De tre øvrige herrer på billedet er set fra venstre Ole Røtzler Møller, Jes Nysten og Jens Pedersen.