Fortsæt til indhold

Ådalskolen er rig på kloge hoveder

Ådalskolen sidder på en sjettedel af finalepladserne i den landsdækkende konkurrence De Unge Forskere

Arkiv
Louise Ritter

10.000 kroner og et visitkort fra chefen for Novozymes. Det er hvad Ebru Yilmaz de seneste år er kommet hjem med fra finalen i konkurrencen De Unge Forskere.
"Han sagde, at jeg skal arbejde for dem, når jeg bliver voksen," smiler Ebru Yilmaz beskedent, da hun fortæller om visitkortet, der næsten er ligeså stort at have fået som pengepræmien.
Nu skal 8. klasseseleven af sted endnu engang - og denne gang får hun følgeskab af hele seks medelever fra Ådalskolen. For fires vedkommende er det første gang, at de skal til finalen i København og præsentere deres forskningsprojekter for blandt andre prins Joachim, mens Ebru Yilmaz og Victoria Steen, der går i 6.b begge har været af sted før.
I denne uge skal alle seks finalister finpudse deres forskningsforsøg, for en plads i finalen stiller krav om, at man kan præsentere noget nyt og mere end det dommerne så i semifinalen. Blandt andet skal store præsentationsplancher trykkes, ny viden læses op på og yderligere forsøg udføres. Derfor sætter Ebru Yilmaz sig i denne uge i toget mod Odense sammen med sin mor for endnu engang at benytte sig af odense Universitetshospitals forskningsudstyr.
"Jeg har næsten haft daglig kontakt med dem på det seneste," fortæller Ebru Yilmaz, der denne gang forsker i nuklearmedicin med henblik på at forbedre undersøgelsesmetoderne indenfor området.
Også Victoria Steen har været ude af huset for at forske på Aalborg Universitet Esbjerg til hendes projekt om koffeins påvirkning på kroppen.

Fascination fænger

Ellers er de mange projekttimer primært brugt i Ådalskolens fysiklokale og hjemme ved spisebordet sammen med far og mor. Deltagelse i De Unge Forskere-konkurrencen er nemlig frivillig, og projekterne skal blive til udenfor normal skoletid. Det gælder også for elevernes sparringspartner, naturfagslærer Annelise Kjær, der ugentligt bruger en eftermiddag af sin fritid på at hjælpe børnene på vej, og hun kan lide det!
"Jeg synes, det er dejligt, at der sker sådan noget for talenterne. For dem der gerne vil og kan. Man kan jo gå hele sin skoletid uden at blive opdaget," smiler Annelise Kjær, der især glæder sig over, at det i år også er lykkedes Frederik Nislev, Jakob Hummelgaard og Emre Akdogan fra 6.b at komme videre til finalen.
De tre drenge har troligt sendt projekter ind de senere år, og nu er de altså også sluppet igennem til finalen - noget der virkelig sætter Ådalskolens imponerende bedrift i relief. Med både drengene, Ebru Yilmaz, Victoria Steen og Mette Iversens deltagelse tegner Ådalskolen sig for seks ud af den landsdækkende finales cirka 35 pladser. I alt har konkurrencen modtaget godt 1.400 forskningsbidrag fra skolebørn. Men hvad er det lige de kan på Ådalskolen?
Annelise Kjær er naturligvis beskeden, men meldingen fra hendes superdygtige elever er klar:
"Annelise er en rigtig dygtig lærer. Hun kan gøre undervisningen mere spændende. Vi sidder ikke bare med en bog og læser om tingene," lyder det fra finaledeltagerne, inden Annelise Kjær selv uddyber:
"Jeg arbejder meget med uformel læring og med at motivere og fascinere dem. Der er så meget at fascineres af i vores natur og omgivelser. Og hvis eleverne først bliver grebet af den fascination, så kan de nå langt."
Finalen i De Unge Forskere finder den 28. til den 30. april, og derfor er eleverne på Ådalskolen slet ikke så kede af lærernes lockout - den giver nemlig lidt ekstra tid til finpudsning af finaleprojekterne.