Aabenraa ryger og spiser for meget
I Aabenraa Kommune ryges mere, er man mere overvægtig og rører sig mindre, end befolkningen gør på landsplan. Sundhedscentret sætter nu gang i kampen mod overvægt
Som en del af Aabenraa Kommunes sundhedsplan øger sundhedscenteret i Rødekro nu indsatsen mod overvægt. Det sker med en "Åben rådgivning", hvor overvægtige kan få hjælp til at sætte gang i vægttabet.
I den åbne rådgivning kan den enkelte borger selv bestille tid til en samtale på sundhedscenteret. Med baggrund i samtalen og nogle tests vurderer sundhedscenteret, hvorvidt borgeren kan indgå i de forløb, som sundhedscenteret stiller gratis til rådighed i indsatsen mod overvægt.
"Åben Rådgivning" retter sig mod borgere, der på grund af overvægt er i risikozonen for at pådrage sig livsstilssygdomme som for eksempel diabetes, forhøjet blodtryk og forhøjet kolesterol.
"Undersøgelser viser, at vi i Aabenraa Kommune ryger mere, er mere overvægtige og rører os mindre, end befolkningen gør på landsplan. Derfor har vi sat gang i en række indsatser, der skal hjælpe den enkelte borger med at styrke motivationen til en god sundhedstrivsel. Blandt andet med dette nye tilbud for overvægtige, hvor formålet er at sikre individuel rådgivning, så borgeren får det rette tilbud, siger Karsten Meyer Olesen," formand for Aabenraa Kommunes Sundhedsudvalg.
Ifølge Region Syddanmarks undersøgelse fra 2010 "Hvordan har du det?" er 54,9 % af borgerne i Aabenraa Kommune overvægtige. På landsplan er 46,7 % af befolkningen overvægtige. Undersøgelsen fortæller også, at 16,1 % af kommunes borgere lider af svær overvægt, mens tallet på landsplan er 13,4 %.
Sundhedscentrets tilbud til overvægtige gælder voksne over 18 år. Man kan læse mere på www.sundhedscenter-syd.dk, hvor man også kan bestille tid hos den åbne rådgivning. Eller man kan ringe på telefon 73 76 88 88 tirsdage og torsdage kl. 8.30-9.30. Der kan opstå ventetid til den åbne rådgivning.
-mhe