Kommunen er kommet på Facebook
Sønderborg Kommune åbner profil på Facebook
Størstedelen af kommunes borgere er her allerede – og nu kommer Sønderborg Kommune det også.
Hjemmesiden er Sønderborg Kommunes primære digitale kommunikationskanal, men kommunens erfaring er, at nogle borgere sjældent besøger hjemmesiden, medmindre de har et ærinde som f.eks. at melde flytning eller skrive sit barn op til en daginstitution.
"Vi vil gerne gøre det nemt og let tilgængeligt for borgerne at få information og nyheder fra kommunen. Samtidig giver vi borgerne mulighed for at kommunikere med hinanden, på en uformel måde, om emner der vedrører Sønderborg Kommune," siger kommunaldirektør Søren Bonde Hansen.
På kommunens Facebookside kan man blive opdateret om, hvad der sker i kommunen. Du kan blandt andet finde relevante nyheder og billeder fra hele kommunens område, få informationer om f.eks. en spærret vej, finde tilbud fra sundhedscentret eller få påmindelser om, at du skal huske at bestille et nyt pas inden ferien.
Facebooksiden åbner tirsdag den 2. april.