Fortsæt til indhold

Nephew spiller i Skansen

Kultur i Syd henter populære Nephew til Skansen i efteråret

Arkiv
Mikkel Hansen

Da Nephew planlagde efterårets koncertturne, var kun de største danske indendørs arenaer med på planen. Men nu er det besluttet, at Sønderborg skal med på turneen.
Det ligger nu fast, at efterårets "Hjertestarter Arena 2013 Tour" kommer til at omfatte ikke mindre end 8 byer – herunder Sønderborg, hvor Skansen er valgt som det bedst egnede til en rockkoncert på dette niveau.
Sønderjyderne kan se frem til et særdeles motiveret band, som allerede har høj puls, når tourbussen standser ved foden af Dybbøl Banke. Billetsalget, som foregår både via billetnet.dk og billetlugen.dk, begynder mandag, den 8. april kl. 10.00.
Kultur i Syd, som arrangerer koncerten, er godt tilfreds med at det lykkedes, at få koncerten i stand. Nephew er kendt vidt og bredt for deres stærke koncerter. Sidste år var de hovednavn i den mest besøgte Grøn Koncert nogen sinde, og "Hjertestarter Arena Tour 2013" er den største indendørs turne, noget dansk band har arrangeret.