Fortsæt til indhold

Havenisser er vældigt populære

Hos Foder & Fritid går salget af figurer til haven så godt, at man nu udvider med nethandel

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Hvis man tror, at havenisser er på retur, så tager man fejl. Den slags figurer er faktisk særdeles populære.
Det kom også bag på Dennis Jørgensen og Carsten Madsen, som september sidste år overtog Foder & Fritid i Aabenraa.
"Den tidligere ejer havde ladet omkring 25 figurer stå ude ved forretningen, og vi tænkte straks, at den slags er umulige at sælge," fortæller Dennis J. Jørgensen. "Derfor besluttede vi, at det var noget af det første, som røg i containeren efter overtagelsen."
Men efter overtagelsen fik de først travlt med andre ting og kom lidt fra det igen. Og det var heldigt, for i løbet af de tre første uger efter åbningen var de 25 figurer solgte.
"Så snakkede vi om, at det kunne være sjovt, om vi kunne finde leverandøren. Men alle de oplysninger var slettede i systemet," fortæller han videre.
"Vi var ved at give op, men så spurgte Carsten sin søn, om han kunne prøve at finde noget på internettet. Det var ikke nogen nem opgave, men det lykkedes ham at finde frem til en producent i Polen, og det viste sig at være lige netop herfra, figurerne stammede," fortæller Dennis Jørgensen.
På den måde kunne successen med figurer til haven fortsætte.
"Vi har været oppe på at sælge 14 figurer på en enkelt dag. Det er både de traditionelle havenisser, der er bud efter, men også skovens dyr som kronhjorte og vildsvin er noget, folk vil have," fortæller Dennis Jørgensen. "Sjovt er det også, at der er rift om Gøg & Gokke, i betragtning af at der nok ikke er så mange af de unge, som kender dem."
"Nu har vi besluttet også at åbne for salg på nettet, og vi er derfor ved at lægge sidste hånd på en ny hjemmeside, som hedder www.plastikfigurer.dk," siger Dennis Jørgensen, som forventer stor interesse for den nye havenisse hjemmeside.