Talenttrup får nye trænere
SønderjyskE har næste sæsons trænerteam for talenttrupperne på plads
SønderjyskE har nu fået alle brikker til at falde på plads vedrørende organisationen omkring talenttruppen næste sæson.
Det byder på et gensyn med Kasper Heilmann, der tidligere har været tilknyttet klubben, både som spiller og som træner. Derudover fortsætter Dzemal Dedic (Bobo) og Martin Grau det arbejde de allerede er påbegyndt.
Kasper Heilmann bliver hovedansvarlig for 2. holdet som lige nu kæmper i bunden af 2. division. Kasper var i sæsonen 2010-11 træner for det SønderjyskE U-18 hold, hvor den nuværende ligaspiller Mike Paulsen spillede. Efter afslutningen på den sæson tog han til Thailand, hvor han var håndboldlandstræner.
Ud over trænergerningen i talenttruppen og ansvaret for 2. division bliver Kasper Heilmann tilknyttet som karrierevejleder for ambitiøse og talentfulde unge spillere i SønderjyskE-regi, så spillerne har én de kan bruge til at hjælpe med at strukturere deres karriere.Til daglig er Kasper Heilmann lærer på idrætsefterskolen SINE hvor han han har en stor andel i en velfungerende håndboldlinie. Aftalen med Kasper er 2-årig og løber frem til sommeren 2015.
Hovedansvaret på U-18 holdet bliver delt mellem Bobo og Martin Grau, der begge har forlænget deres aftaler med 1 år frem til 30. juni 2014.
Bobo har også i år været tilknyttet U-18 og fortsætter i denne funktion – desuden får han ansvaret for en yderligere teknisk træning hvor koblingen skal være ned til de mest talentfulde U-16 drenge.
Martin Grau har været spillende assistent på 2. division i år, men han nedtrapper nu sin aktive karriere og får derfor et større ansvar som træner for U-18.
Der er meget stor fokus på at finde og udvikle de talenter der er i området og derfor er der samtidigt med at trænerbesætningen er faldet på plads også besluttet at lave et endnu tættere samarbejde fra SønderjyskE delen og ned til hf Sønderborg U-16 drenge. Dette for at skabe endnu bedre forhold for at det bedste talenter kan udvikle sig til ligaspillere.
"Jeg er glad for vi har fået en super besætning på plads i talenttruppen. Kasper Heilmann kommer tilbage i en ny og større funktion og bliver et fantastisk bindeled mellem 1. og 2. hold. Vi var rigtigt glade for Kaspers tilknytning sidst, og nu har han fået endnu mere trænerefaring som kan krydres med hans lange spillererfaring. Han bliver en spændende træner at få tilknyttet igen," siger SønderjyskE-træner Morten Henriksen og fortsætter:
"Både Bobo og Grau har gjort det godt i år. Grau er i starten af en forhåbentlig stor trænerkarriere hvor praksiserfaring og uddannelse skal struktureres godt. Bobo har et halvt liv som håndboldtræner bag sig både i hf Sønderborg og tidligere i Ex-Jugoslavien. Det er derfor et perfekt makkerpar til U-18 drengene. Slutteligt er jeg rigtigt glad for et endnu bedre samarbejde ned til U-16 drengene. Jeg har haft svært ved at se ligeså mange potentielle 1. holdsspillere i talentsystemet, hvorfor det er vigtigt vi gør alt hvad vi kan for træningsmulighederne er optimale. Vi er omgivet af akademier, college og eliteidrætskommuner med andre forhold end dem vi har, derfor optimerer vi træningsforholdene og kravene til de bedste spillere, så SønderjyskE også om 3, 4 og 5 år har lokale spillere på førsteholdet," siger Morten Henriksen.
Indtil sommerferien varetages træningen af talenttruppen af de nuværende trænere.