Fortsæt til indhold

Særudstilling om golf og Skovbo Golfklub

Arkiv
Arkiv

BORUP: Mange går i den tro, at golf kun er for de velbeslåede, men det passer ikke. Sådan var det måske engang men ikke mere. Denne sunde sport dyrkes nu af alle i alle aldersgrupper fra ganske unge børn til pensionister.
Lange ventelister og høje indskud har afholdt mange fra overhovedet at tænke på at spille golf, men dette er en saga blot og nu kan alle deltage. Skovbo Golfkluk der ligger mellem Borup og Ejby er en klub med 800 medlemmer fordelt på aldersgrupper fra 5 år og op til 90 år.
Klubben har plads til yderligere 100 nye medlemmer – unge som gamle.
Skovbo Golfklub er en selvejende klub der ejes af medlemmerne og der er dermed ingen "ejer" der skal have profit af det der indbetales i kontingent.
Skovbo Golfklubs baner får ros af golfspillere rundt om i Danmark som en velplejet og smuk bane. Den store bane med 18 huller er ca. 7 km med søer, åer og bakker, der gør det sjovt og udfordrende at spille. Af samme grund ser man ofte spillere fra andre klubber, der gerne vil spille på Skovbo-banen, hvilket kan lade sig gøre med betaling.
Klubben råder ligeledes over en mindre 9 hullers bane, en såkaldt Par 3 bane. Et perfekt sted at starte som begynder, men som øvede ligeledes kan have gavn af. Skovbos Par 3 bane er udfordrende og har en høj standard, som ikke mange klubber kan matche.
Klubben roses for sit sociale tilsnit, idet der er en meget hyggelig atmosfære og hjælpsomhed blandt medlemmer og gæster. Er man nyt medlem, eller prøvemedlem, føler man sig straks velkommen og man falder utrolig hurtigt til.
- Som nyt medlem eller prøvemedlem gennemgår man i små grupper et kursus i golfregler og i slagteknik af en professionel golftræner, hvilket er med i prisen, fortæller bestyrelsesmedlem Michael Nielsen.
Klubben afholder tirsdag den 9. april kl. 19.00-21.00 en særudstilling i Borup Kulturhus for borgerne i Borup og andre lokale, der måtte have lyst til at få mere at vide om golfspillet og om golfklubben.
Små overraskelser og gode informationer fra både ungdomsafdelingen, begynderklubben, dameklubben, herreklubben og seniorklubben.
Der bliver også lejlighed til at hilse på Morten Hansen fra Mortens Madhus, der fra 1. marts er Skovbo Golfklubs nye forpagter.
SuperGolf vil ligeledes være på plads med kyndig vejledning til golfudstyr.
pm