Når hverdagen melder sig efter sygdom
Motionshold målrettet bestemte sygdomsgrupper er en stor succes i Vejle Kommune
En ting er at træne ihærdigt, når man går til genoptræning eller på et forebyggende kursus ved kommunen. En anden ting er at fortsætte med at dyrke motion i hverdagen, når forløbet er slut. Patientforeninger, Idræt for alle o.a. har motionshold til bestemte sygdomsgrupper.
Det er guld værd, hvis ikke en stor gruppe af patienterne skal ende i sofaen igen, siger Sundhedschefen i Vejle Kommune
Hvis du er syg, kan træning være et spørgsmål om at kunne gå 200 meter eller løbe 2 kilometer. Den daglige motion er ofte altafgørende for helbredet. Men for mange er det en overvindelse at starte på et motionshold:
"Når man har brug for pauser, eller er bange for at lave nogle øvelser, kan det være en overvindelse at træne på et almindeligt motionshold eller i et fitnesscenter. Der er en tryghed i at være i samme båd og mange ting, som man ikke behøver at forklare," siger sundhedschef Marit Nielsen-Man.
Mange motionsformer
Mange patientforeninger har tilbud til deres medlemmer og det samme gælder enkelte fysioterapiklinikker. På opfordring af Sundhedscenter Vejle har den selvejende institution Idræt i Dagtimerne lavet et hold til mennesker med KOL og et til senhjerneskadede, som frivillige instruktører står for. Efter stor tilslutning har Idræt i Dagtimerne også lavet hensyntagende vandgymnastik og rygtræning.
De fleste af deltagerne på Idræt i dagtimernes målrettede hold har været på et af Sundhedscenter Vejles kurser eller gået til genoptræning forinden. Her får de bl.a. viden om, hvad man fysisk kan. Desuden får deltagerne hjælp til at finde en motionsform, der passer ind i hverdagen:
"Har du aldrig dyrket idræt, er det en udfordring at komme op af sofaen og ud i foreningslivet. Derfor præsenteres kursusdeltagerne for mange mulige motionsformer samt foreninger og fitnesscentre m.m. – blandt andet de målrettede hold, som mange fortsætter sammen på. Og barriererne falder som regel, når man oplever, at det faktisk er sjovt og livsbekræftende at dyrke motion med andre," siger Marit Nielsen-Man.
Holger Gorm Petersen (DF), der er formand for Sundhedsudvalget i Vejle Kommune, er også glad for tilbuddene:
"Vi håber, at de målrettede tilbud gør, at borgerne fortsætter med at gøre noget godt for deres helbred, efter de har været på et kursus eller i genoptræning."