Fortsæt til indhold

Køge-pige rejser til Mali med Læger uden Grænser

Arkiv
Arkiv

KØGE: I disse dage er økonom Karina Seiffert, Køge, rejst afsted til Afrika, hvor hun det kommende halve år skal være supply manager med ansvar for opbygningen af forsyningsafdelingen i Bamako i Mali, således at ernæringsprodukter, medicin og udstyr er til stede.
Det er anden gang Karina Seiffert tager ud med Læger uden Grænser. I fjor var hun udsendt seks måneder til et af Læger uden Grænsers projekter for underernærede børn i det centralafrikanske land Tchad.
- Efter min mission sidste år ved jeg meget bedre, hvordan jeg kan hjælpe. Jeg lærte meget sidste gang, og disse erfaringer har jeg hele tiden. For et år siden blev præsident Amadou Toumani Touré væltet, og siden da har Mali været præget af uro og konflikt. I dag er landet delt i to dele, hvor regeringsstyrker kontrollerer den sydlige del, inklusiv hovedstaden, mens islamiske militser har kontrol over den nordlige del af landet. Konflikten i Mali har betydet at et stort antal af indbyggerne i Mali er internt fordrevne i deres eget land, og dem forsøger Læger uden Grænser at hjælpe, fortæller Karina Seiffert.
Karina Seiffert, der er 34 år, er født i Neubrandenburg nord for Berlin og uddannet i International Økonomi ved Euro Business College i Leipzig. I flere år har hun arbejdet med blandt andet produktionsplanlægning og eksportlogistik i forskellige produktionsvirksomheder i Tyskland og Frankrig, før hun i 2007 flyttede til Danmark.
Karina Seiffert har blandt andet arbejdet som indkøber i Forsvaret, studeret psykologi og er engageret i arbejdet med kvinders rettigheder i Centralasien.
Hun ser nu frem til at tilbringe de næste seks måneder i Mali og glæder sig til samarbejdet med de lokale.
- Jeg nyder virkelig at arbejde sammen med de lokale, man finder virkelig ud af, hvor stort et potentiale de har, og det er vi jo med til at fremhæve, pointerer Karina Seiffert umiddelbart før afrejsen.
Læger uden Grænser har arbejdet i Mali siden 1992.
pm