Fortsæt til indhold

Lærere på lockout-vagt foran rådhuset

Arkiv
Anette Gundlach

Lærerne startede deres lockout med som noget af det første at lave lockout-vagt på rådhuset i dag tirsdag. Lærerne kan man se hver dag til lockouten slutter.
Dagen startede dog udenfor Roskildes skoler klokken 7.30
På matriklen foran Sct. Jørgens Skole står skolens lærere og venter på at kunne gå på arbejde igen. De må ikke længere gå ind på deres arbejdsplads, fordi de er lockoutet fra 1. april.
Sådan ser det ud foran alle skolerne i Roskilde i den kommende tid.
Selvom klokken er lidt i otte denne tirsdage morgen er der usædvanligt stille i skolegården, som plejer at myldre af store og små elever på dette tidspunkt. Man ser næsten kun de mindste hoveder fra 0. klasserne, der går med en forældre i hånden. De er på vej til en dag, hvor de ikke får undervisning, men blot bliver passet på.
Inde på skolen møder Roskilde Avis en enkelt stor skole-elev, Lærke Søgård. Hun er på vej til en dansk-time, der som en af de få timer ikke er aflyst.
Hvordan resten af dagen kommer til at foregå, ved hun ikke noget om.

Frustration

- Vores frustration er stor, fortæller lærernes kommende formand, Peter Hansen, der står for at arrangere de lokale aktioner i anledning af lockouten.
Han forklarer, at det er meget forskelligt, hvordan lærerne reagerer på situationen.
- En lærer begyndte at græde, fordi hun aldrig havde troet, hun skulle opleve en sådan situation. Andre er vrede, mens endnu andre ser tiden an.
- Bare vi kunne være sikre på, at beholde en del af forberedelses-tiden, så ville en stor del af vores nervøsitet være ovre. Men det kan vi ikke engang, siger Peter Hansen, før han skal i gang med det største lærermøde i umindelige tider i Roskilde Hallerne kl. 9. tirsdag morgen. Her er næsten alle 730 lockoutede lærere mødt op for at drøfte situationen.
Derefter går lærerne i fælles front op mod rådhuset, hvor de vil have en lockout-vagt på 5 - 10 lærere stående, indtil lockouten er blæst af.
Vagterne vil gøre politikere og andre opmærksomme på, hvad der sker på folkeskolerne i øjeblikket.

ag@roskildeavis.dk