Det var ikke så ringe endda
Hvidovre Bokseklubs store internationale stævne gav mange store oplevelser
- Jeg synes, vi i Hvidovre Bokseklub igen fik vist, at vi kan håndtere et så stort stævne, mente formand Johan Kimose efterfølgende. - Der var mange rigtig gode boksere, hvor blandt andre Tysklands, Hollands og Belgiens U19 landshold deltog, så jeg synes, der var høj kvalitet ved stævnet. Det rent praktiske omkring indkvartering og fortæring forløb også tilfredsstillende. Med et så stort stævne sker der fejl omkring matchning, og det er vi selvfølgelig kede af, men det generelle indtryk er positivt... - Vore egne boksere gjorde det ganske fint, det er stort set et nyt hold, der kom i kamp, og de boksede det bedste, de har lært. Theodor Emil Jensen, der kun har seks kampe, var oppe mod en god svensker, hvor hans træner opgav for ham i 3. omgang. Her havde han også været bokset ud af ringen, så det var en fornuftig disposition... - Aleksandar Dukic var oppe mod en rigtig stærk englænder, og det blev et brag af en kamp, som Aleksandar tabte knebent med 12-10. Hans modstander havde lige den tand mere rutine, og det gjorde udslaget. Marc Brantley er en dygtig bokser med fem kampe i bogen. Han besejrede en englænder sikkert med 5-1... - Aslan Ali Khan var på en for stor opgave, og jeg måtte opgive for ham allerede i 1. omgang. Yassin Abbasi var ligeledes på en alt for stor opgave og tabte. Til gengæld gjorde Michael Sabbagh det overbevisende i sine kampe. Camilla Hinze og Mia Münster efterlod ligeledes positive indtryk...