Fortsæt til indhold

Ikke behov for privatskole i Børkop

Arkiv
Læserbrev af Malene Sølvblad Nielsen og Astrid van der Meijden, Gårslev

Onsdag den 5. marts blev der afholdt informationsmøde om en eventuel kommende privatskole i Børkop. Med egne børn i lokale folkeskoler og flere års arbejde i skolebestyrelsen på Gårslev skole, var det med interesse, at vi var mødt op. Vi ville gerne høre, hvad det var, der skulle gøre en privatskole i Børkop til et fantastisk alternativ til de skoler, som vi allerede har i området.
Efter mødet kunne vi imidlertid konkludere, at en ny privatskole i Børkop ikke vil bidrage med noget, som man ikke allerede tilbyder på Gårslev skole.
I Gårslev har vi en lille, lokal skole, med små klassekvotienter, nærhed og indflydelse. Skolen ligger kun tre kilometer fra Børkop.
Vi vil gerne anbefale vores skole til børn fra oplandet, hvor familier eftersøger de kvaliteter, der kendetegner vores skole. Fra vores arbejde i skolebestyrelsen ved vi, at kommunens penge følger den enkelte elev. Der er kun én kasse i kommunen, hvorpå der står skole. Hvis man i Børkop vælger at oprette en ny privatskole, betyder det, at der vil være færre penge tilbage i den fælles kasse. Altså bliver der mindre midler til at drive de skoler, der allerede eksisterer i lokalområdet.
Samtidig synes vi, at man skal huske på, at en privatskole ikke er for alles børn. Til en privatskole skal der hver måned betales et vist beløb af forældrene. Det er der nogle familier, der ikke har råd til og mulighed for.
På mødet blev der præsenteret fire visioner for en kommende skole: Idræt og sundhed. En positiv skolekultur. Helhed og tryghed for den enkelte elev. En skole for fremtiden.
Vi må igen konkludere, at det man lægger vægt på i visionerne er noget, vi allerede har på vores lokale folkeskole, Gårslev Skole.
På vores skole er helhed og tryghed for den enkelte elev en selvfølgelighed og en naturlig del af dagligdagen. Vi er en grundskole fra 0. til og med 6. klasse. Der er rullende skolestart med fokus på tryghed i overgangen fra børnehave til skole. Der er lige nu 165 elever på skolen. De aldersblandede hold varierer fra 16-24 elever. Her er der rig mulighed for et godt sammenhold på tværs af årgangene såvel som faglig differentiering. Overgangen til Fælleshåbsskolen forberedes ved at fælles aktiviteter påbegyndes allerede i 5. klasse. Dermed sikrer vi, at springet til udskolingen er tryg for børnene.
Motion og sundhed er helt essentielt for vores børns indlæring. Derfor har vi gennem flere år haft fokus på idræt, bevægelse og sund kost. Vi har kostpolitik for skole og SFO og har for nyligt også godkendt vores princip for bevægelse. Det er vigtigt og en naturlig del af dagligdagen, at børnene er fysisk aktive.
En positiv skolekultur og fremtidsorientering er en selvfølgelighed for os. Sparerunder har ikke taget modet fra os. Vi ser på mulighederne frem for på begrænsningerne. Dette skyldes blandt andet vores nye kompetente skoleleder Jan Poulsen, vores dygtige stab af engagerede lærere og den meget synlige forældreopbakning. Her er der rig mulighed for at påvirke skolen via forældreindflydelse. Der udvises altid lydhørhed fra både ledelsen og lærerne, når man som forælder har noget på hjerte.
Vores skole er desuden kendetegnet ved at have klasseforældreråd, der tager initiativ til sociale arrangementer i skoleåret for elever, søskende og forældre. Disse arrangementer varierer lige fra en cykeltur til stranden til fællespisninger til weekendtur på ø-lejr for hele familien. Sammen med fællesskabsgrupper på alle de aldersblandede hold er disse aktiviteter med til at styrke det sociale fællesskab og sammenhold.
Ydermere tilbyder foreningen Gårslev Skoles venner lektiecafe efter skoletid to dage om ugen. Dette initiativ er med til at fremme børnenes muligheder og læring.
Vores opfordring skal hermed være, at vi sammen støtter op omkring de gode skoler, der allerede er etablerede og fungerer i Børkop og opland. Det er meget bedre end at påbegynde noget nyt.
Vi vil gerne anbefale Gårslev skole til børn fra oplandet, hvor familier eftersøger de kvaliteter, der kendetegner vores skole.