Center med vokseværk
Jyllingecentret har vokseværk. Eller i hvertfald kommer en lokalplan om en udvidelse af centret i høring fra 20. marts til 14. maj. Forslaget betyder, at Jyllingecentret kan udvide med en tilbygning ud mod rundkørslen og en separat bygning til centerformål og sundhedshus øst for tankstationen. Tilbygningen mod rundkørslen giver adgang til de nye butikker fra p-pladsen og fra en plads, der bliver anlagt ud mod rundkørslen. Bygningerne kan opføres i 1 eller 2 etager og må højest være på 5.200 kvadratmeter, mens den separate bygning må være på 2.600 kvadratmeter. Forslaget betyder også, at der kan bygges 48-52 nye boliger i rækker, der går fra nord mod syd på arealet øst for centret. Der er borgermøde 9. april fra 19 til 21 i det store lærerværelse på Jyllinge Skole.