Fortsæt til indhold

Kolonihavetyv indrømmer flere indbrud

Arkiv
Anette Gundlach

Den 16-årige indbrudstyv fra Roskilde, der har adskillige indbrud i villaer og i kolonihaver på samvittigheden denne vinter, og som blev snuppet af politiet i sidste uge, har indrømmet flere indbrud end ordensmagten har registreret.
Den unge mand har netop været med politiet på runde i haveforeningen Solvang, hvor han udpegede flere huse, han havde brudt ind. I et af husene havde han og hans medgerningsmand endda boet en overgang. Til gengæld havde de ikke stjålet noget her. I alt blev fire nye indbrud noteret på runden.

På fersk gerning

Den unge tyv blev tirsdag aften taget på næsten fersk gerning sammen med en 15-årig dreng fra Viby.
De gemte sig i en carport på Kløvervej efter et indbrudsforsøg i et hus i nærheden. Ejeren havde hørt drengene banke på døren og tilkaldte politiet. Ordensmagten havde hunde med, og de fik snuset sig frem til de to unge gerningsmænd.
Drengene var i grundlovsforhør onsdag formiddag og indrømmede begge, at de havde begået indbrud.
Den ældste af drengene tilstod også, at han var brudt ind i adskillige kolonihavehuse i Solvang, Granly og Vestervang denne vinter, ligesom han havde brudt ind i syv villaer i Roskilde i år.
Nu skal han med ud og udpege gerningssteder, fortæller Martin Bjerregaard fra Roskilde Politi., der også undersøger, om han har været alene om indbruddene.