Der er koldt på kirkegården i Nybøl
En tradition med stedmoderblomster på gravstederne inden påske viste sig at være en dårlig idé
tradition Ved Nybøl Kirke er der tradition for, at gravstederne får plantet stedmoderblomster inden påske, og i år var ingen undtagelse. Men det var måske ikke nogen god idé, så tidligt som påsken faldt i år. "Allerede i februar kontaktede jeg menighedsrådet og foreslog, at vi ventede til efter påske med at plante stedmoderblomsterne, da påsken jo faldt så tidligt i år, og stedmoderblomster ikke så godt tåler frost," fortæller kirketjener og graver Allan Skrubbeltrang. "Men menighedsrådet besluttede at holde fast i traditionen med stedmoderblomster inden påske, og så gør jeg selvfølgelig, hvad jeg får besked på," fortæller Allan Skrubbeltrang. Men hvor han og medhjælper Gitte Ziethen normalt kan klare at plante de omkring 2.000 stedmoderblomster på 3-4 dage, så tog det dem denne gang over to uger. Den frosne jord gjorde nemlig, at de måtte have en gasbrænder til hjælp for at tø jorden så meget op, at de kunne få planterne i jorden. Mange af dem er efterfølgende gået til igen i den frosne jord. "Vi har jo også måttet tage granet af gravstederne for at komme til at plante, og jeg tror helt sikkert, at vi er de første i miles omkreds, som allerede har fjernet gran fra gravstederne," vurderer Allan Skrubbeltrang. Hos menighedsrådet kan man godt se, at det måske ikke var en god beslutning, der blev truffet. "Da vi fik forespørgslen vedrørende stedmoderplanterne, kunne vi ikke vide, at vinteren ville blive så lang i år, så vi besluttede at tage chancen," siger kontaktperson eved menighedsrådet, Jens Chr. Fredensborg. "Jeg har heller ikke mere forstand på stedmoderblomster, end at jeg formodede, at frost måske ville sætte planterne lidt tilbage, men at de så senere ville komme sig igen. Sådan forholder det sig åbenbart ikke, og så har vi lært af det," siger han.