Fortsæt til indhold

30 nye kontorer i Spinderihallerne

Den gamle kedelbygning ved Spinderihallerne indrettes til kontorer og et særligt design-laboratorium, der skal udvikle nye teknologier og produkter til børn

Arkiv
Arkiv

Den gamle kedelbygning, der ligger i tilknytning til Spinderihallerne, bliver nu renoveret og indrettet til kontorer, mødelokaler og værkstedsfaciliteter. Kedelbygningen på 1.200 kvadratmeter står færdig i foråret 2014 og kommer til at rumme kontorlokaler til cirka 30 virksomheder, øremærket iværksættervirksomheder og offentlig-privat samarbejde.
Desuden får bygningen en særlig rolle, nemlig som nyt laboratorium for Designdrevet Innovation, med særligt fokus på børn. I Kedelbygningen kan virksomheder afprøve og udvikle nye teknologier og produkter til børn. Huset skal være et dansk fyrtårn inden for viden og metoder om børn som designpartnere. Det skal være stedet, hvor børn, forskere og virksomheder mødes til offentlig-privat samarbejde omkring børne-segmentet.
Allerede nu huser Spinderihallerne et antal virksomheder, der arbejder inden for børne-segmentet. Desuden arbejder to af Spinderihallernes udviklingsprojekter, Kids n'Tweens og Designandelen, med børn som designpartnere, både i udviklingen af kommercielle produkter og på skoleområdet.
Projekterne har blandt andet etableret et netværk af virksomheder på området, og i regi af projekterne er der udviklet en lang række prototyper på nye produkter og teknologier til børn.