Fortsæt til indhold

Amerikaneren, der elsker at arbejde i Fredericia

Musical-instruktør Victoria Bussert smider, hvad hun har mellem hænderne, når Fredericia Teater kalder. Og hendes kolleger i USA er misundelige

Arkiv
Peter Friis Autzen

"Jeg skal hjem om en uges tid. Jeg har en trup, der er i gang med prøver i USA lige nu, mens jeg er her i Fredericia," siger Victoria Bussert og tager en slurk af sin sukkerfri cola.
Vi siddet i Fredericia Teaters mindste sal, hvor prøverne til Avenue Q er i godt gang. Lige nu holder skuespillerne dog en kort pause. Nogle går ud at ryge. Andre får lidt at spise. De Muppet-agtige dukker hænger på deres stativer. Og instruktøren snakker med pressen.
"Det er fantastisk at arbejde her i Fredericia. Jeg elsker virkelig at være her. Teatrets niveau er så højt og satsningen på at skabe noget nyt er så gennemført og modig. Og byen er så dejlig. Forleden var jeg ude at blive klippet, og frisøren vidste nøjagtig, hvad der foregår her på teatret. Det er virkelig skønt at være i en by, hvor man på den måde er tæt på sit teater. Teatret og Fredericia er utrolig heldige at have hinanden," siger hun og skruer låget på colaen.
Victoria Bussert har instrueret flere forestillinger på Fredericia Teater. Den første var den splittergale Avenue Q, der om kort tid får re-premiere. Først en kort periode i Fredericia og derefter på Nørrebro Teater i København.
"Det er meget usædvanligt, at et nyt teater laver så gode forestillinger, at hovedstaden beder om at få den genopsat derovre. Og her tænker jeg ikke kun på Avenue Q men også Aladdin og Jukebox. Jeg kan faktisk ikke mindes, at jeg i hele min karriere har oplevet et teater, der i løbet af et år bliver bedt om at lave hele tre genopsætninger. Det er enestående og understreger virkelig, at der sker noget ganske særligt her på Fredericia Teater," siger hun Victoria Bussert uden at opdage de rødmende smil fra skuespillerne bag hende.

Kom og køb

Victoria Bussert har arbejdet på teatre på Broadway og i New York i øvrigt. Og hun har også arbejdet på amerikanske teatre uden for New York.
"Det er min erfaring, at en ny teater-profil som Fredericias skal bruge omkring tre år på for alvor at smelte sammen med sin by. Først efter nogle år har byen vænnet sig til at have dens egen kultur-kilde. Og først efter nogle år har folk i byen vænnet sig til, at de trygt kan købe billet til en forestilling, de ikke kender. Fordi de ved, at teatret altid leverer en stor oplevelse," siger hun og smiler forlegent, da det går op for hende, at hun skamroser sin arbejdsgiver og sig selv.
"Det er ligesom en rigtig god restaurant. Her kan gæsterne finde på at bestille en ret, de ikke kender. Fordi de ved, at kokken altid - uden undtagelse - giver dem en smagsoplevelse, de vil mindes med glæde. Det ved jeg, at folk tør på restauranter her i byen. Sådan er det også her på teatret. Men folk skal bare lige vænne sig til det," siger hun.

Avenue Q var den første musical med Fredericia Teaters nye profil. Nu er den tilbage. Både lokalt og i København. "Se eller gense den lokalt. Så sparer du rejsen", siger Victoria Bussert, der - sammen med sin sukkerfri cola - her kan anes i mørket foran scenen.

I'll be back

Victoria Bussert vender tilbage til Fredericia. Hvis ikke før, så til næste år, hvor hun skal instruere musicalen "Lizzie Borden".
"Det er en musical, der er fuld af blod, mord og drama. Og hård, hård rockmusik. Og så er den sjov," siger hun og griner.
"Lizzie Borden vil overraske mange, fordi den er musical på en måde ingen har set før. Jeg glæder mig. Og jeg glæder mig til at præsentere Lizzie Borden lige præcis her i Fredericia," siger hun.
Bag hende er skuespillerne begyndt at samle sig. Det er signal til instruktøren om, at de er klar til at blive instrueret. Prøven skal fortsætte. Pausen er slut.


"Når man stoler på kokken, tør man godt bestille noget andet, end man plejer at få. Sådan er det også med teatret her: Det hele er godt."

Victoria Bussert Instruktør


"Jeg har amerikanske kolleger, der drømmer om at arbejde i Fredericia."

Victoria Bussert Instruktør