100 har allerede tilmeldt sig fælles cykeltræning
Spar Nord igen hovedsponsor for Tøse-Runden.
KØGE: 6.000 cykelryttere sætter sig om et par måneder i sadlen til det store motionscykelløb "Tøse-Runden", der igen i år har Spar Nord Køge som hovedsponsor.
Løbet er trækplaster for flere tusinde mennesker og involverer hele Køge og omegn.
Spar Nord Køge er gennem hovedsponsoratet, igen med til at udvikle årets udgave af motionscykelløbet "Tøse-Runden". Løbet bliver i en opdateret version i et endnu højere gear – og med endnu større kvalitet end det er set tidligere.
- Det havde været svært at holde så høj en kvalitet uden en hovedsponsor som Spar Nord, og vi er glade for, at Spar Nord Køge også sætter fokus på løbet op til begivenheden sker, siger Ebbe Olsen, formand for Køge Cykel Rings Venner.
I alt skal 112 kilometer tilbagelægges på cykel den 1. juni, og det ventes, at flere tusinde mennesker trækkes til Køge by. Det forventes, at de fleste cykelryttere har familie med, samt at løbet tiltrækker et større publikum.
- Vi holder verdens største motionscykelløb for kvinder og er derfor afhængige af det fantastiske erhvervsliv, der er i Køge – og vi når ud til hele landet, det viser tilmeldingerne, siger Ebbe Olsen.
De 6.000 tilmeldte cykelryttere kommer fra hele landet med en fordeling på 2.000 fra Køge, 2.000 fra Sjælland og de sidste 2.000 kommer fra resten af landet. Det er en af grundene til, at Spar Nord Køge har valgt at være hovedsponsorer.
- Vores forretningsmodel lægger op til at støtte lokalområdet, og vores målsætning om at tilføre aktivitet og værdi til Køge-området bliver i den grad opfyldt gennem dette sponsorat, hvor Køge by er i centrum, fortæller direktøren i Spar Nord Køge Jesper Køster.
Spar Nord Køge deltager selv med et medarbejderhold på hele 7 kvindelige ansatte. De 7 medarbejdere arrangerer igen i år fællestræning hver onsdag kl. 17.30 med start og slut hos Spar Nord på Søndre Allé 1. Start onsdag den 10. april kl. 17.30.
Sidste år var der 60 der trænede sammen – og det var mægtig hyggeligt og meget udbytterigt. I år bliver man mindst dobbelt så mange – idet der allerede er 100 der har tilmeldt sig. Det havde Spar Nord godt set komme – så banken har bestilt rigtig mange cykeltrøjer som de tilmeldte vil modtage. Interesserede kan tilmelde sig og læse mere på www.sparnord.dk/koege.
- Vi stiller selv med 7 kvinder til Tøse-Runden, og 3 mænd til Sjælland Rundt – så jeg opnår som en sidegevinst at få mine medarbejdere i rigtig god form, siger en tilfreds Jesper Køster.
pm