Fortsæt til indhold

Lufthavnen melder alt optaget

Sønderborg Lufthavn er kommet sig over Cimbers krak, og aktivitetsniveauet når stadig nye højder

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Cimber Sterlings krak i maj sidste år, var et hårdt slag for Sønderborg Lufthavn, som blev sat et par år tilbage. Men nu synes meget af det tabte at være indhentet. Således har de sidste Cimber-kvadratmeter fundet nye lejere, og med otte lufthavnsrelaterede virksomheder er al pladsen nu optaget. Hos virksomheden Skyways Technics, der beskæftiger sig med flyvedligeholdelse og reservedelssupport, har man sågar planer om at udvide.
"Hos Skyways holder flyene simpelthen i kø," fortæller lufthavnschef Anders Sørensen. "Det er en ren myretue, og jeg tror, de tjener gode penge," smiler han.
Også hos Danish Air Transport (DAT) stiger aktivitetsniveauet løbende med nye afgange og flere passagerer.
"DAT gør alt det rigtige. De indsætter flere fly, justerer på tiderne, laver prisaftaler med storkunder, og belønningen er ikke udeblevet. Vi kan konstatere flere og flere passagerer pr. fly i snit, uagtet at antallet af afgange øges," siger Anders Sørensen.
"Ultimo maj starter endnu et selskab på ruten til København, når Mojn Express går i luften med et meget kundeorienteret trafikprogram, der opererer med fem afgange på hverdage, to på lørdage og to på søndage. Dertil kommer, at de har indrettet flyene, så der er rigtig god benplads og høj komfort."
"Det bliver jo helt bybuslignende tilstande med to operatører på ruten," siger Anders Sørensen, som sammenligner med Karup, hvor der mellem 2010 0g 2012 var to selskaber på ruten til København. Den ene var Cimber, der naturligt nok stoppede i forbindelse med konkursen. Den anden er Norwegian, der fortsat betjener ruten.
"Da Norwegian startede deres flyvningerne, eksploderede antallet af passagerer. Den slags er set mange gange før, og det kan jo også ske her. Og hvad Sønderborg Lufthavn angår, så kan vi sagtens håndtere de tilsammen ni afgange," lover lufthavnschefen.
Men nu er København jo ikke verden. Faktisk er København som trafikknudepunkt blevet udfordret.
"For første gang i nyere tid har Oslo netop overhalet København i antal passagerer. København er dermed ved at miste sin status som hub nummer et i Skandinavien er, det vil sige den lufthavn med flest destinationer. Så i vore strategiske overvejelser for fremtiden ser vi gerne endnu en destination fra Sønderborg. Det kunne være til og fra Amsterdam, som er et såkaldt mega-hub. Men også den nye storlufthavn i Berlin vil være interessant både som hub og byen som destination. Faktisk er Düsseldorf også interessant, fordi området erhvervsmæssigt ligner Sønderborgs en del. Og hvis tyskerne skal se Sønderborg som en bi-national lufthavn vil de nok forvente en tysk destination," vurderer Anders Sørensen, som dog ikke har et bud på, hvornår en sådan rute kan starte.
"Det er nok for tidligt at spå om. Men jeg er jo københavner, og jeg har derfor ikke så meget tålmodighed, så hvis det står til mig, bør der ikke gå længere end 2-3 år." siger lufthavnschefen, som i øvrigt kan glæde sig over et rigtig positivt resultat i en kundeundersøgelse omkring de danske lufthavne.
"Vi scorede rigtig fint i undersøgelsen på både service, ventetid, smil osv. Bare ikke i ventefaciliteter. Så det har vi gjort noget ved og har både opdatere møblementet generelt og indrettet en business og crew lounge, som fornylig blev indviet af Prins Joachim. Der er i øvrigt også en lille fin kaffebar på vej," fortæller Anders Sørensen.

Alle de tidligere Cimber lokaler i Sønderborg Lufthavn er nu udlejede.