Fortsæt til indhold

Lurer lænsede kort for 17.000

Arkiv
Arkiv

En 51-årig kvinde fra Roskilde fik stjålet 17.000 kroner fra sit dankort, da en tyv havde afluret hendes kode tirsdag ved 12-tiden.
Kvinden havde netop været inde på stationen for at fylde på sit rejsekort. Mens hun betalte kiggede tyven åbenbart med. Senere stjal lureren pungen med kortene og hævede de mange penge.
Kvinden opdagede først tyveriet, da hendes bank, Danske Bank, ringede og fortalte, at der var hævet mange penge på kontoen på meget kort tid.
Martin Bjerregaard fra Roskilde Politi forklarer, at det kun kan lade sig gøre at hæve så mange penge fra et kort, når man går i flere bankers hæveautomater.
Her kan tyven hæve 5.000 kroner i dankort-ejerens bank og 2.000 kroner i andre.
Politiet skal nu have kontakt til de forskellige banker og DSB for at se, om det er muligt at genkende tyven på overvågningskameraerne.