Fortsæt til indhold

Stougaard støtter V-udspil

Enhedslistens viceborgmester er enig med Bent Jørgensen om spredning af den politiske indflydelse på flere udvalg i byrådet

Arkiv
Arkiv

Roskildes venstrefløj, repræsenteret af viceborgmester Henrik Stougaard og Jonas Paludan fra Enhedslisten, er enig med Venstres leder Bent Jørgensen i, at den politiske indflydelse i byrådet ikke må indskrænkes men skal spredes på en flere folkevalgte. -Jeg blev opmuntret, da jeg læste udtalelserne fra Venstres gruppeformand i artiklen ’Demokratisk medspil’ samt en tidligere leder i Roskilde Avis før påske. - Fra Enhedslisten går vi også ind for, at de folkevalgte kommunalpolitikere skal have reelle muligheder for at sætte kommunens lokalpolitiske dagsorden og kurs. Selv om vi blev lidt overrasket over, at vi åbenbart er mest enig med Venstre, skal det ikke forhindre os i at arbejde sammen om så vigtig en sag, siger Henrik Stougaard.

Undgår hobbyudvalg

- For os er det meget afgørende, at det løbende politiske arbejde og indflydelsen på mange lokale beslutninger, skal fordeles ud på en række forskellige udvalg. Dermed kan vi undgå, at mange af byrådets medlemmer kun ’holdes beskæftiget i hobby-udvalg’. - I stedet skal de være med i rigtige, stående udvalg, der træffer afgørelser i sager med betydning for borgerne, så de folkevalgte stadig har lokalpolitisk indflydelse, forklarer Henrik Stougaard. Bent Jørgensen forklarede i sit udspil, at Venstre ønsker fem stående udvalg samt det centrale Økonomiudvalg, hvor alle større sager passerer igennem, før en beslutning træffes i byrådet. Stougaard kunne godt tænke sig et udvalg mere, så flere af byrådets medlemmer kom i to udvalg, men det skal de nok finde ud af. Udmeldingerne fra både Venstre og Enhedslisten kommer som reaktion på tanker om, at alle de vigtige drifts-beslutninger skal samles i to store ’super-udvalg’ efter valget til efteråret. De øvrige udvalg skulle så være mere ’politik-udviklende’, hvilket også kan forstås som ’rene diskussions-klubber’.