Fortsæt til indhold

Nu "skinner" Christel Salonen igen

Er nu færdigrenoveret efter den store gaseksplosion ved Egøjevej i Køge nytårsnat.

Arkiv
Per Møller

KØGE: Nytårsaften ved 20-tiden lød et ordentligt brag i området omkring Egøjevej og Strandvejen i Køge. Det var ikke, som beboerne i området i første øjeblik troede et nytårs kanonslag - men derimod en ganske stor gaseksplosion som førte omfattende ødelæggelser med sig.
Blandt dem det gik hårdt ud over var Christel Salonen på Strandvejen 8.
- Vi blev kontaktet af politiet ved 21.30 tiden. De oplyste hvad der var sket og at de på det tidspunkt var i færd med at kaste vand på ejendommen så den ikke skulle brænde. Vi kunne desværre ikke komme og lukke dem ind i salonen hvorfor de selv måtte bryde ind af en dør og med store vandmængder nedkølede salonen. Det medførte selvfølgelig at der, da vi ankom næste dag, stod 30 til 40 centimeter vand op ad væggene og store vandskader til følge. Et frygteligt syn, men der var jo ikke andet for end at gå igang med at få ryddet op efter ulykken, fortæller frisør Hanne Olsen, der altid har været kendt som en arbejdsbi.
Så selvom salonen siden da har lignet alt andet end det den er, og gulv er revet op, tapet flået af væggene, affugtere i flere omgange har været i aktion i lokalet, så har Hanne Olsen, til kundernes store tilfredshed, haft åbent som om intet var sket.
- Det har været lidt anderledes arbejdsdage, men kunderne har taget det utroligt flot, og det er jeg dybt taknemmelig for, siger Hanne Olsen, der dog har måtte lukke ned for aktiviteterne i den forløbne uge, hvor der i stedet har været plads og tid til at male, lægge nyt gulv og få nyt inventar ind til erstatning for det der gik til på grund af brandslukningen.
Men på tirsdag den 9. april er Christel Salonen klar til at genåbne - og kunderne kan glæde sig til at besøge en frisørsalon der atter skinner som en kås forårssol efter den omfattende renovering.
- Det bliver skønt at være tilbage i normale omgivelser igen, fastslår Hanne Olsen, der har været indehaver af salonen i 33 år - men har arbejdet der i godt 40 år.