Lærere i kamp for kvaliteten i skolen
Sammenhold trods lockout på Herfølge Privatskole
HERFØLGE: Både de frie skoler og folkeskolen er som bekendt ramt af lockouten af lærerne.
På Herfølge Privatskole holder man humøret oppe og står sammen. Vi er ikke utilfredse med vores arbejdsplads, tværtimod, siger skolesekretær Susanne Hangaard på vegne af de lockoutede lærere, der hver dag står uden for skolen. De står der jo fordi de gerne vil undervise!
Skolens leder, Mette Henningsen, var ude at servere kaffe til de lockoutede lærere udenfor skolen på lockoutens første dag, og lærerne har modsat haft morgenbrød med til dem der var indenfor murerne, som skal holde skansen, så længe konflikten løber.
- Det er vigtigt for os, der ikke må undervise at stå her hver morgen og hilse på børnene og deres forældre, ønske dem en rigtig god dag og understrege, at vi meget hellere ville undervise, udtaler de lockoutede lærere. Vi ser det som en fælles kamp, hvor nogle kæmper udenfor andre indenfor, siger de lockoutede lærere.
- Vi betragter vores fremmøde her uden for vores skole som en kamp for at bevare kvaliteten i vores skole. Vi er en lille privatskole, der netop vægter fællesskab, tryghed og trivsel og høj faglig kvalitet i den daglige undervisning. Den opgave er vi desværre ekskluderet fra at være med til at løfte, men vi står her alligevel som et lille vagtværn, der peger på at den gode skole kommer ikke af sig selv, den skal der kæmpes for – og det vil vi gøre, fastslår de samstemmende.
pm