Fortsæt til indhold

Ny kunst i tandplejen fik smilene frem

Tandplejen på Riis Toft i Kolding, som står for en stor del af børnetandplejen, har fået farver på væggene, udført af Kulturlogen. Det blev fejret ved fernisering

Arkiv
Susie Jessen

Smilene var store, både på væggen og hos de fremmødte, da der den 21. marts blev holdt fernisering hos tandplejen på Riis Toft i Kolding.
I den sidste tid har Kulturlogen fra Kolding med Rune Lorentsen i spidsen arbejdet hårdt på et stort vægmaleri i grafitti, som kunne præsenteres ved ferniseringen.
Anne-Marie Fønss er leder af tandklinikken på Riis Toft og hun peger på, at meningen med vægmaleriet blandt andet er at få nedbrudt det sterile image, som mange tandklinikker har.
"Tandplejen bliver ofte brandet meget sterilt og koldt. En væg som denne, der er lavet af kreative mennesker, kan sprede det budskab, at det faktisk er sjovt at børste tænder og at det giver livskvalitet at have nogle gode tænder", fortæller Anne-Marie Fønss. Hun fotæller, at tandplejen har givet kunstnerne helt frie hænder. Lige på nær en enkelt ting.
"Jeg ville helst ikke have nogle dødningehoveder. Det skulle være et positivt budskab og det synes jeg, at de har klaret rigtig godt", fortæller hun.

Sjovere at gå til tandlæge

Rune Lorentsen har sammen med kollegaen fra Kulturlogen, Freja Vedby, brugt fire dage på det store vægmaleri, der viser to værker. Det ene, som forestiller en savanne med en masse aktivitet og den anden en stor mund med teksten "Smil til livet".
"Vi ville gerne have en masse varme farver, som blev malet i børnehøjde, så de kan fornemme det. Jeg kan huske da jeg var barn, at det ikke altid var lige sjovt at gå til tandlægen. Jeg håber da, at det her maleri kan gøre det hele lidt sjovere for dem" fortæller Rune Lorentsen.
Kulturlogen er et samlingssted for subkulturel udfoldelse. Kulturlogen arbejder blandt andet med grafitti, street art og et hav af workshops og kunne for nylig modtage kommunens kulturpris for deres arbejde.
Kulturlogens arbejde blev også nævnt ved ferniseringen, da formanden for forebyggelses og sundhedsudvalget, Mette Balsby kunne holde tale ved ferniseringen.
"Kulturlogen har med sin flotte grafitti sat sig præg på Kolding by. Væggen er blevet udført af kreative unge mennesker fra Kolding til glæde for børn og unde i Kolding. Væggen udstråler tandpleje som noget positivt, noget sjovt og noget der giver livsglæde og kvalitet. Væggen er også et direkte udtryk for, at der arbejdes på tværs i Kolding, når det gælder sundhed og kultur", sagde Matte Balsby blandt andet.
Tandplejen på Riis Toft er kommunens centralklinik. Cirka 40 procent af kommunens 0-18-årige får passet tænder i lokalerne, der nu er blevet lidt mere farverige.

Børnene, der besøger tandplejen bliver fremover opfordret til at "Smile til livet"
Formanden for sundheds- og forebyggelsesudvalget , Mette Balsby,holdt tale for store som små, der var dukket op for at indvie kunstværket. Hun måtte holde talen i børnehøjde, da hun for nylig har forstuvet foden.