Pejsemanden øger forretningen
Mere plads må der til, når pejse og pillefyr skal præsenteres fint for kunderne
"Jeg får endnu bedre beliggenhed her lige i Centrum af Hoptrup, " siger Torben Schultz fra Torbens Pejseservice.
Det er ikke fordi han flytter så langt væk, bare op i nummer 35, men der er det endnu nemmere at få øje på butikken, som er nærmest enerådende, når det gælder pejse og brændeovne i området.
"Og folk fra Haderslev og Aabenraa kører lige forbi, der kører 2.500 biler gennem Hoptrup hver dag, og det nyder vi godt af, forklarer Torben.
Det nye butikslokale gør det muligt, at gøre rigtig meget ud af indretningen.
"Det bliver dejligt. Her er et stort reelt butikslokale. Her er der plads til en skorsten så jeg kan slutte tre ovne til på engang, så kan kunderne se foreksempel en pilleovn, og se hvordan ilden opfører sig i sådan en."
Bag ved butikslokalet er der plads til et lille kontor og et værksted, hvor Torben selv kan husere, når han ikke lige er ude hos sine kunder.
Den nye butik åbner den første april, og fredag den 5. og lørdag den 6. april er der åbent hus.
Sælgeren John, fra den gamle forretning, følger selvfølgelig med over i den ny, Så kan Torben koncentrere sig om det han allerhelst vil. Køre fra kunde til kunde og yde service på allerede solgte ovne, så det hele brænder, som det skal.