Påsketur i det gamle Fredericia
Turistbureauet arrangerer vandring for store og små den 26. marts
Påsketid betyder forår, fuglefløjt og ferie. Der er dømt påskefrokost og fornøjeligt samvær med familien. De færreste har religiøse tanker, når snakken falder på påske - kun få tænker "Åh ja, en højtid til minde om Jesu død og opstandelse".
Når Fredericia Turistbureau den 26. marts byder på en påsketur i det gamle Fredericia, sætter guiden Lis Holtegaard fokus på nogle sider af påsken, som er ganske interessante. Det handler nemlig ikke kun om den kristne højtid.
I gamle dage bød det multikulturelle Fredericia på farverige forskelle.
"Vi skal på en byvandring, hvor vi skal høre om, hvordan livet i en "anderledes" by med flere religioner prægede bybilledet - både til hverdag og når de religiøse højtider - blandt andet påsken - skulle fejres," fortæller Lis Holtegaard.
"Fredericia var ikke kun en fæstningsby. Fredericia var et multikulturelt samfund længe før ordet blev kendt. Der var kristne, jøder, katolikker og protestanter/reformerte. På vandringen skal vi blandt andet snakke om kulturelle og religiøse påskeskikke og traditioner. Fx er jødernes påske, pesach, jo anderledes end vores," fortæller Lis Holtegaard.
Pesach fejres til minde om israelitternes tid som slaver i Ægypten samt befrielsen fra slaveriet og udvandringen fra Ægypten. Men den - og mange andre historier - kan du høre den 26. marts.
Lis Holtegaard forsikrer, at der ikke bliver tale om et to timer lagt foredrag.
"Turen er for både børn og voksne. En oplevelse på tværs af generationer, og tyren byder skam også på en overraskelse...".
Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig arrangementet, som koster 50 kroner for voksne og 25 for børn. Der betales direkte til guiden på dagen. Mødested: Landsoldatpladsen den 26. marts kl. 10. Turen tager et par timer.
"Tag med på byvandring og hør, hvordan påsken blev fejret af de forskellige kulturer i det gamle Fredericia."
Lis Holtegaard
Guide