Fortsæt til indhold

Kulden tvinger boldene i ro

Den koldeste marts i 26 år tvinger Esbjerg Kommune til at holde boldbanerne lukket, og det spænder ben for sæsonstarten mange steder

Arkiv
Louise Ritter

Taskerne er pakket, knopperne spændt og boldene pumpet. Over alt i de lokale boldklubber tripper fodboldspillerne for at komme på græs, men måske de får lov til at vente ligeså længe som køerne, der først bliver sluppet løs den 21. april.
I hvert fald meddelte Esbjerg Kommune i sidste uge, at den hårde vinterkulde i marts måned tvinger dem til at holde de kommunale boldbaner lukket. Også her i ugen efter påske, der ellers traditionelt er opstartsuge for mange hold.
"Da banerne stadig er helt eller delvis dækket af sne, har det ikke været muligt at kridte dem op før sæsonstart. Desuden er de fortsat frosne ned til 25-30 centimeter, og det vil derfor slet være ansvarligt at spille på dem. Endvidere ville de blive så ødelagte, at man slet ikke vil kunne spille på en ordentlig og forsvarlig bane gennem hele sæsonen," forklarede Lars Dyrvig, kommuneassistent i Børn & Kultur i sidste uge, hvor martskulden stadig hærgede.

Svært at indhente

I klubberne kommer Esbjerg Kommunes udmelding om lukkede baner ikke som den helt store overraskelse. Vejret har alle jo kunnet følge med i, men derfor er ærgrelsen over ikke at kunne på græs alligevel stor.
"For os betyder, at vi er sat langt tilbage. Den træningsplan vi lavede før sæsonen er lige til at smide i skraldespanden. Vi er allerede så langt bagud, at det ikke kan hentes," lyder det ærgerligt fra Dan Jensen, træner for serie 1-holdet i Tjæreborg IF, der allerede har fået sæsonens første hjemmekamp aflyst.
Det er ikke kun seniorerne, der for alvor mærker den sene vinterkulde i form af manglende græstræning. Ugen her efter påske plejer også at være første gang, at mange børne- og ungdomshold triller med boldene for første gang efter vinterpausen, men de må altså væbne sig med tålmodighed i år.
Esbjerg Kommune oplyser, at man naturligvis går i gang med forårsklargøringen af de kommunale baner, så snart vinteren slipper sit tag i dem.