Første trin i uddannelsen er ved at være på plads
Natacha Klose Petersen er snart færdigudlært hos Imerco
Hun har haft et arbejde, siden hun var tretten år gammel. Nu er Natacha Klose Petersen 21 år, og hun kan i løbet af de næste par måneder afslutte sin uddannelse hos Imerco i Hinnerup.
"Jeg har aldrig haft svært ved at finde et job, og jeg vidste tidligt, at jeg gerne ville arbejde med isenkram," siger hun, der 18. april arrangerer en kundeaften, som led i hendes afsluttende fagprøve.
Inspiration i farens køkken
Inspirationen til at arbejde med køkkenting kom hjemmefra forældrenes køkken.
"Min far er vild med gryder, pander og kaffemaskiner, og det har smittet af på mig," siger Natacha Klose Petersen.
Hun elsker madprogrammerne på tv, men ikke for madens skyld.
"Min kæreste gider ikke se programmerne sammen med mig, for jeg er mest interesseret i det køkkengrej, som de viser frem. Han vil hellere høre om mad."
Udfordringer
Når kunderne kommer ind i butikken, så er Natacha klar.
"Det er så fint, at du kan rådgive folk. Mit speciale er nok gryder, pander og knive. Og i dag er en pande ikke bare en pande. Det handler om belægning," siger Natacha Klose Petersen og nævner de nye induktionskomfurer, der kræver specielle pander og gryder.
Når hun er færdig i butikken til sommer, så fortsætter hendes uddannelse i Viborg.
Hun starter hun med en administrativ økonom-uddannelse, der gerne skulle få hende i et HR-job i den private eller offentlige sektor.
"Det er noget helt andet, men nu har jeg mødt folk på den ene side af disken. Nu vil jeg gerne se dem fra en anden vinkel," siger hun.