Fra Ribe til Suzhou
Esbjerg Kommune og Suzhou i Kina har været venskabsbyer siden 1995. Sidste år brændte den kinesiske bys kulturdirektør sig varm på Ribe, og derfor rejser Sydvestjyske Museers direktør nu til Kina for at underskrive en samarbejdsaftale
Små kan godt være venner med store og omvendt.
Det er Esbjerg og den kinesiske by Suzhou et godt bevis på. Det er godt 18 år siden, at de to med underskrifter - fra den ene dag til den anden - blev hinandens venner. Siden er flere samarbejdsaftaler mellem de to blevet underskrevet. Blandt andet i 2011 da borgmester Johnny Søtrup og Du Gorling, formand for Suzhous folkekongres satte deres navne på en hensigtserklæring om fælles fodslag på energi- og miljøområdet.
Årene igennem har esbjergensiske delagationer besøgt Suzhou og omvendt. Det var på et af disse besøg, at Suzhous kulturdirektør sidste år så sig varm på særligt Ribe og Museet Ribes Vikinger. Han blev så begejstret, at han med det samme rakte samarbejdshånden ud til Sydvestjyske Museers direktør Flemming Just - og blandt andet derfor er netop han at finde i det fly, som i næste uge skal fragte godt en halv snes danske kulturfolk ud til Suzhou og Kina.
"Vi skal underskrive samarbejdsaftalen, der faktisk er ret omfattende. Kineserne ønsker et meget tæt samarbejde, og er meget ihærdige efter at skulle lære af os. Da der samtidig står i vores visionsplan, at vi skal være internationalt orienteret, så harmonerer det godt," siger Flemming Just om aftalen, der blandt andet indebærer udveksling af medarbejdere og udstillinger i hinandens byer. For Flemming Just tjener samarbejdet dog først og fremmest et formål - nemlig styrkelse af hans eget museum.
"For mig er det et spørgsmål om, at vi på den her måde presser os selv yderligere. Vi tvinger os selv op i et højere gear, og det bliver vi kun bedre af," forklarer han.
Fælles Kulturår
Den forestående tur til Kina tjener dog også et andet formål for museumsdirektøren. Inden tidligere kulturminister Uffe Elbæk forlod sin ministertaburet fik han nemlig en aftale i stand om, at 2014 skal være et dansk-kinesisk kulturår med udveksling af alt fra ballet til design og udstillinger. Og hvad passer så bedre ind end det dugfriske samarbejde mellem Sydvestjyske Museer og Suzhou Museet? Ikke ret meget andet, mener man i Kulturministeriet, derfor har bedt Flemming Just om at indtræde i styregruppen omkring det dansk-kinesiske kulturår.
Og da 2014 jo er næste år, ja så skal der skred i tingene. Derfor ligger det nu helt fast, at Sydvestjyske Museer allerede næste år skal stable en stor udstilling om især Ribe på benene i Suzhou, mens kineserne skal gøre det samme et sted i Esbjerg Kommune i 2015.
"Vi har foreslået at lave en udstilling om international handel helt tilbage til vikingerne, og den idé skal vi så drøfte med Suzhou Museet, når vi kommer derover i næste uge," siger Flemming Just, om det kinesiske museumssamarbejde.