Rekord-regnskab
Sønderjysk Forsikring præsenterer fantastisk årsregnskab
"Vi har haft betydelig medvind både i selve forsikringsforretningen og i vore investeringer." Så kort beskriver administrerende direktør Lars Andersen baggrunden for det rekordoverskud på 54,3 mio. kr. før skat, som Sønderjysk Forsikring opnåede i 2012.
Da selskabet aflagde halvårsregnskab var forventningerne til årsresultatet på mellem 20 og 24 mio. kr. efter skat. Resultatet blev 42,7 mio. kr., som er 11,1 mio. kr. bedre end i 2011. Egenkapitalen udgør nu 301,4 mio. kr., og blev i 2012 forrentet med 19,4 pct. før skat.
Tallene er også udtryk for, at det i 2012 lykkedes Sønderjysk Forsikring at styrke sin position som det lokale forsikringsselskab i Syd- og Sønderjylland med afdelinger i Kolding, Haderslev, Aabenraa, Tønder og Sønderborg. Den udvikling vil fortsætte med bl.a. en stærkere tilstedeværelse i regionens nordvestlige hjørne.
Bruttopræmieindtægten steg i 2012 med 9,1 pct. til 270,8 mio. kr. Selvom væksten er lidt lavere end året før, vinder selskabet fortsat markedsandele. I 2012 bød Sønderjysk Forsikring velkommen til 4.163 nye kunder, hvilket er meget tilfredsstillende. Væksten er især sket på privat- og erhvervsområdet.
Medvirkende til resultatet er også, at selskabet i 2012 har været forskånet for de store skybrudsskader og storme, mens antallet af brand- og personskader er lavere end ventet. Bruttoskadeprocenten nåede derfor ned på 64,8 pct. mod budgetteret 72,0 pct.
"Vi erkender, at det meget tilfredsstillende forløb er resultatet af det lange seje træk med hårdt arbejde og betydeligt held på de fleste områder i 2012. Det er vores opfattelse, at en vækst på over 9 pct. viser, at vi er konkurrencedygtige. Både nye og gamle kunder sætter stor pris på, at de betaler den samme præmie for den samme risiko. Vi har ikke specialpriser for nye kunder. Vi behandler alle ens," fastslår Lars Andersen.
Omkostningsprocent er 21
Bruttoomkostningerne er steget med 7,2 mio. kr. og udgør for 2012 i alt 56,8 mio. kr. Det svarer til en omkostningsprocent på 21,0 pct., hvilket er marginalt lavere end budgettet på 21,4 pct. Stigningen i omkostningerne hænger sammen med ansættelse af flere medarbejdere, begyndende indkøring af nyt IT-system, modernisering af filialnettet og øgede salgsudgifter.
Medvirkende til rekordregnskabet er Sønderjysk Forsikrings investeringsvirksomhed, der gav et afkast på 23,0 mio. kr. mod 12,7 mio. kr. i 2011. Da budgetterne blev lagt, var forventningen 9,0 mio. kr.
"Vi er stolte af resultatet. Det understreger, at strategien med at sætte mennesket i centrum er rigtig. Vi åbner filialer for at betjene kunderne i nærområderne. Vi lægger vægt på at give en personlig betjening, og derfor kan vi handle hurtigt, når der er brug for os. Sagerne må ikke trække i langdrag. Det er for os blot nogle af de værdier, der adskiller os fra vore konkurrenter," siger Lars Andersen.