Fortsæt til indhold

En værdsat indsats

Til Sct. Georgsløbet i Vonsild løb og gik knap 400 mennesker mellem 5 og 21.1 kilometer til fordel for Folkekøkkenet

Arkiv
Anne Andersen

Regnen og blæsten kæmpede næsten om kap med hinanden, for at stoppe de mange deltagere der insisterede på at løbe penge ind til Folkekøkkenet. Men på trods af løbende næser, isterningkolde fingre og røde ører, så lykkedes det at løbe omkring 35.000 kroner ind ved denne første udgave af Sct. Georgsløbet.
"Det betyder rigtig meget for os, at få den her pose penge, og samtidig virker det jo også som inspiration for os, at der er så mange der gerne vil gøre noget for at hjælpe andre", lyder det fra leder af Folkekøkkenet John Christensen, der på selve løbsdagen sammen med andre ansatte og frivilligge, står for at dele kaffe, kage og vand ud til deltagerne. Varer der naturligvis er sponsoreret.
Mens kaffebrygningen på grund af vejret er rykket ind på skolen denne onsdag aften, så begynder de første lynhurtige 10 kilometer-løbere at komme i mål. Efter blot 39 minutter og 31 sekunder spurter 15-årige Dorothea Jørgensen over mållinjen.
"Det var hårdt og det var koldt, men jeg kan godt lide at løbe udenfor", siger den forpustede pige, der til daglig løber i Kolding KFUM Atletik og Motion. Få minutter senere løber Sune Sørensen fra Kolding Motion i mål med en personlig rekord.
"Det var fedt, men virkelig blæsende. Det er jo altid godt at løbe for en god sag, så det hjælper lidt på det", smiler han, mens han finder sammen med nogle af de næsten 100 andre medlemmer fra Kolding Motion, der har valgt at støtte op om arrangementet.
Og på trods af vejrgudernes knap så gode humør, så var medarrangør fra KFUM Atletik, Poul Fremmelev, rigtig god tilfreds med aftenens forløb.
"Vi skulle jo have haft en stor oppustelig mål- og start banner, men det turde vi simpelthen ikke, når det blæser sådan. Men det er jo fantastisk, at så mange mennesker alligevel er mødt op for at støtte Folkekøkkenet. Det er helt sikkert ikke sidste gang vi afholder det her løb", smiler han gennem regnmasserne. Og han forsikrer også, at de næste par års overskud igen skal gå til Folkekøkkenet.
"Det er vi da rigtig glade for", lyder det fra John Christensen. "Vi vil højst sandsynligt bruge nogle af de her penge på udflugter eller aktiviteter. Det kan være en tur i zoologisk have eller Randers Regnskov. Det finder vi ud af. At vi skal lave et eller andet sjovt for pengene, det er i hvert fald helt sikkert", smiler han.
Det endelige beløb bliver overrakt til Folkekøkkenet ved et arrangement på Koldinghus den 23. april.

Inde i varmen ventede frivillige og ansatte fra Folkekøkkenet med kafe og kage til løberne