Fortsæt til indhold

For koldt til bold

Den 1. april skulle græsset på kommunens 105 fodboldbaner have været kridtet op – klar til at modtage fodboldspillerene. Desværre driller sneen og udendørssæsonen må udsættes

Arkiv
Arkiv

Sektorleder Paul Frandsen for Service og drift-enheden for kommunale idrætsanlæg, har været nødsaget til at meddele klubberne, at banerne ikke kan tages i brug den 1. april som planlagt.
Det er det usædvanlige marts-vejr med sne og frost, der gør det umuligt at kridte banerne op. Når sneen forhåbentlig snart smelter, vil frosten i jorden desuden betyde, at vandet ikke kan sive ned og væk fra overfladen. Prøver viser at banerne er frosne op til 35 cm i dybden. Derfor vil græsset blive ødelagt, hvis der spilles på banerne.
Græsbanerne åbnes først, når sneen er væk og jorden er frostfri. Paul Frandsens umiddelbare vurdering er, at det kan ske omkring den 12. – 13. april, alt afhængig af vejret i påsken.
Paul Frandsen ærgrer sig over situationen: ?Vores team har gjort alt, hvad der stod i deres magt for at blive klar til at åbne banerne til sæsonstart, og vi er kede af det på klubbernes vegne. Vi ved, at de står og tripper for at komme i gang, men vi er jo desværre ikke herre over vejret.?

Banerne trimmet i efteråret

Mange græsbaner blev allerede i efteråret trimmet med drænehuller og topdressing, som er en blanding af sand og kompostjord. Dermed er der gjort et stort arbejde for at banerne overvintrede i den bedst mulige tilstand.
Derfor er den vigtigste opgave nu at kridte banerne op og vurdere om hver enkelt bane er stabil nok til at modtage klubbernes mange fodboldspillere.
At vejr-situationen virkelig er meget usædvanlig vil formand for baneteamet, Torben Nielsen, gerne bekræfte.
Han har aldrig i sine 27 år som formand oplevet, at banerne ikke kunne åbnes den 1. april til udendørs-sæsonens start.
Lige nu er der ikke andet at gøre end at vente på rigtigt forårsvejr. Kridt-maskinerne står klar og lige så snart, at banerne er fri for sne, går teamets otte mand i gang med arbejdet.
?Vi bider tænderne sammen og knokler på så meget som det overhovedet er os muligt, lover Paul Frandsen. Service- og drift for kommunale anlæg har ansvaret for fodboldbanerne i kommunens 30 klubber.