Seje Sønderrispiger blandt Jyllands allerbedste
For bare 14 måneder siden led de kæmpe nederlag, men nu er de blandt de bedste
1-15. 2-13. Det var langt fra altid sjovt at være Sønder Sportsklubs U10-piger for bare 14 måneder siden. Dengang led de store nederlag og endte sidst i B-rækken indendørs, men så kom pigerne på græs, og der begyndte at ske ting og sager! Først løb med førstepladsen i B-rækken og derefter kredsmesterskabet.
I A-rækken sluttede de som nummer fire og avancerede dermed til U10 AA-rækken. Herfra er det bare gået fremad - også i en række meget tætte kampe - og den 14. april når de ti fodboldpiger fra Sønderris så deres foreløbige højdepunkt. Det sker, når holdet deltager ved de jyske mesterskaber. En plads her er ensbetydende med, at holdet er blandt de otte bedste i hele Jylland - en flot præstation. Særligt set i lyset af deres modgang for bare godt et år siden.
?Dengang kunne de ikke spille en halv halvleg uden at blive trætte, men nu er de i super form og vinder også de helt lige kampe. Deres kammeratskab og sammenhold gør, at de kæmper og hjælper hinanden hver gang. Og så har de udviklet sig til vindertyper,? lyder det fra den stolte træner, Lasse Melgaard Sall. Han udgør den ene halvdel af trænerteamet sammen med Dorthe Wittenkamp Pedersen.