Kæmpe fest for vinyl-fans
Siden 2008 har man hvert år fejret vinylpladerne med 'Record Store Day' - en fest for fans af den ægte lyd
I en tid med downloads, Youtube, usb-sticks og harddiscs. I en tid, hvor selv CD skiven er ved at være "so much yesterday" har vinylpladerne for alvor gjort comeback. Velbevarede skiver med de rette kunstnere kan repræsentere en endda ganske betragtelig værdi.
Siden 2008 har man hvert år fejret vinylpladerne med en årlig "Record Store Day". En dag, hvor man mødes for at høre vinylmusik, købe, sælge og bytte. Måske gøre et fantastisk samlerfund.
I Haderslev bakker aktiviteten "Plademesse" op om det verdensomspændende fænomen. Messen finder sted på Aktivitetshuset Bispen på lørdag den 6. april mellem klokken 10.00 og 16.00.
"Originale LP'er med 'The Beatles', 'Rolling Stones', 'Jimi Hendrix', 'Black Sabbath', 'Deep Purple' og mange mange flere. Tusindvis af LP?er og CD?er," lover Finn P. Madsen fra arrangørgruppen. Han fortæller:
"Vinylen har fået et kæmpe comeback inden for de seneste par år, og i visse pladebutikker sælges der efterhånden flere vinyler end cd'er."
"På Record Store Day kan man købe specielle udgivelser med kendte kunstnere i et meget begrænset oplag. Record Store Day bliver i år fejret den 20. april verden over, også i Danmark hvor flere pladebutikker deltager," fortæller Finn P. Madsen.
Alle musikgenrer er repræsenteret på Plademessen i Haderslev - lige fra rock, jazz, pop og alternativ indie rock. Det er fjerde gang siden 2011, at der afholdes plademesse i Haderslev - efter 10 års pause. Det er hensigten fremover at holde den hvert år i november - og også i marts/april.