Fortsæt til indhold

Nu venter vi så på forstærkerne tændes

Arkiv
Jørgen Flindt

Så er programmet lagt. Kunstnerne er fundet, og Jelling Musikfestival er klar til, sammen med publikum, at fejre 25 forrygende år. Ok, det finder selvfølgelig først sted om nogle uger, nærmere bestemt sidst i maj, men den sidste fase inden publikum lukkes ind, er sat i gang.
Programmet er fyldt med danske kunstnere, og der er nogle ret markante navne med. Nephew, Volbeat og Rasmus Seebach er tunge danske navne.
Så er der selvfølgelige danske navne, som mangler. Sådan er det jo altid. L.O.C kunne have pyntet, men man får ikke alt.
Desværre heller ikke et tungt udenlandsk navn. Måske var det forkert, at have håbet på noget stort, nu her det er jubilæumssæson, men faktum er i al fald, at Bryan Adams er et godt og hyggeligt navn, som er nem at synge med til, og som jeg personligt glæder mig til at opleve, men et stort navn er han ikke længere.
LadyGaGa eller det britiske teenageband One Direction kunne have hentet danskerne til Jelling i stort stil, det kan den sympatiske canadier, Bryan Adams, trods alt ikke længere.
Og når Skanderborg byder på Prince og Roskilde byder på Rihana, jamen så er Jelling i år bagud på point. Det er nok bare et faktum.
Men skidt med det, for programmet viser en ting. Ja, faktisk to ting. Fest og fællessang, og det er vi nu gode til her i området, så hvem behøver at få selskab af nogle fulde svenskere eller københavnersmarte, nå ja, københavnere.
Nephew og Rasmus Seebach er lysende stjerner, der kan noget på en scene, og generelt set møder det måske stærkeste felt af danske kunstnere, som Jelling nogensinde har budt på, op og det er nu ikke så ringe igen..
Det er der helt sikkert mange gode grunde til, at det ikke rigtigt lykkedes med at finde et hovednavn, der kunne trække de store overskrifter, rundt i landets aviser, men når festen begynder, festivalburgeren steges, de kolde øl hældes op og forstærkerne tændes, jamen så er Jelling Musikfestival jo Jelling Musikfestival.
Og sådan har det heldigvis været i 25 år.